Grant’s Chair – et betinget gravskrift…

12. november, 2007

“Hvad er der sket med Grant’s Chair…?”
– spørgsmålet plager og nager, gør det ikke? Nogen, i hvert fald.

Netværket GC er, siden sin begyndelse, blevet drevet af nærværende Primus Motor, Jesper W., og en lille gruppe dedikerede medlemmer – arbejdsfordelingen har været således, at JW tog sig af initiativ, invitationer til CoffeeShops etc., og den nævnte lille gruppe ydede support i form at kreativt input, praktisk hjælp v. CoffeeShops, og så videre.

Det ligger i sådan en konstruktions natur, at hvis Primus Motor, af en eller anden grund, ikke iværksætter intiativerne, fastlægger datoer, temaer, sætter ting i gang, så sker der ikke noget – og her er vi ved sagens kerne…

Primus Motor, Jesper W., er nemlig en helt almindelig dødelig fyr, der skal ha’ hverdagen til at hænge sammen på alle mulige måder, og i det sidste år eller så har han simpelthen haft for travlt med dét, til at tage de nævnte initiativer.
Faktisk har jeg været så ophængt på mine egne affærer, at jeg ikke bemærkede at ejerskabet på domænet grantschair.dk løb ud, mellem mine fingre kunne man måske sige. Derfor eksisterer sitet ikke mere, og kun denne blog er tilbage på nettet.
– men henne i andre afdelinger af kommunikationsteknologien findes netværket selvfølgelig endnu – som man vil vide, hvis man er medlem eller på den eksterne mailingliste, så sender jeg fortsat mails om ting og sager, der kommer kreative ved, og henne på LinkedIn er der connections mellem folk, der kender hinanden fra Grant’s Chair, og så videre.

wheredowego

Såeh, man ved jo aldrig hvad der sker, engang i fremtiden – måske genopstår GC i en anden form, i hvert fald ved jeg, at det har været til gavn og glæde for i det mindste nogle af medlemmerne, at netværket har eksisteret…

Tak for denne gang, og keep networking – det virker, og det er sjovt og spændende, hvis man tager det alvorligt.

Cheers.
JW

Reklamer

INDEX: (re)visited…

3. september, 2007

Man kan måske huske at jeg tidligere har talt ganske varmt om INDEX:, i håbet om, at dette event kunne give design-debat og ditto miljø et los i den rigtige retning – allerhelst over for såvel offentlighed at large som internt blandt os kreative professionelle.

Nu er den her så, udstillingen af de omkring 100 nominerede designs på Kgs. Nytorv, og en lille pavillion m. info både udenpå og indeni. Går det så godt som jeg håbede?

Ak, desværre ikke…

Jeg må nok hellere slå fast, at jeg har den største respekt for de mange designere og opfindere, hvis ting er præsenteret i plasticboblerne på Nytorv’et – det er sgu seriøst arbejdende folk, der alle har lagt noget i deres projekter, ingen som helst tvivl derom.
Er vi klar på det?

Godt – eller rettere, skidt, for så skal jeg til det: Brokkeriet…

Punkt 1: – langt de fleste af projekterne er det, man kalder “inkrementel innovation” på moderne sprog. Det betyder, at man har taget noget eksisterende og gjort det lidt bedre, altså ganske almindelig produktudvikling, egentlig, bare med et finere navn.

Det er der ikke noget galt i – men det rykker ikke vildt meget på en udstilling; er man designer, så er det faktisk processen i den inkrementelle innovation (og ikke mindst, hvordan laver man penge på den), der er mest interessant, for resultatet er i sagens natur ikke banebrydende, i og med det er 80-90% allerede eksisterende produkt – og er man “civilperson”, er inkrementel innovation slet ikke interessant, så er man nemlig ligeglad med processerne og vil hellere imponeres, og det bliver man ikke over disse ting, uanset hvor velmente de er (står der selv i bittesmå tekststykker, der uforklarligt er kortere på dansk end på engelsk).
Pænt er det jo, det meste, og beregnet til fattige og syge, men imponerende? Ikke så meget.

At sætte den slags projekter ind i en montre får det hele til lidt at ligne en særudstilling på Arbejder-muséet, med titlen “Hverdagen som professionel, ansvarlig designer”, og vi ved jo godt, at sådan en formidling kan få alt til at virke gabende kedeligt, selv virkelig gode ideer…

Punkt 2: – lidt en fortsættelse af 1, her spørger jeg nemlig: Hvor er modet henne? – hvor er de projekter, der skal begejstre nogen (f.eks. de formodede modtagere)?
Eller sagt på en anden måde: Sparker det her røv?

Næh – igen, desværre…

Det eneste projekt blandt de mange, som undertegnede er begejstret over, er elbilen Tesla, og det er sgu ikke udstilligens skyld, for dér får man ikke andet at vide end at den findes, som ide i hvert fald.
Jeg kender projektet i forvejen, og kun derfor ved jeg, hvor fedt det er.

Resten er varierende niveauer af gode projekter (og så nogle få som er åndssvage, men jeg vil ikke pege fingre) men jeg kiggede altså forgæves efter modige, banebrydende ideer, som virkelig giver éns egen kreativitet blod på tanden, så den begynder, du ved: ” – ja, fedt! – og så kunne man også…!!” og deruda’.

Jeg savnede den følelse jeg fik, da jeg var på NEXT i hine tider.

Punkt 3: – Hvad mener man egentlig med “Design to improve Life”?

Jeg spørger, fordi en række af de nominerede faktisk er ganske almindeligt design, f.eks. Biomega’s fine foldecykel, Disposable brudekjole, Flow design Concept, Proaesthetics (som man kan se, er jeg gået alfabetisk frem på INDEX:’s liste, fortsæt selv).
Det jeg mener med “almindeligt design” er selvfølgelig, at der er tale om en designers æstetiske Tour de Force, og alle de floromvundne ord, om hvor meget bedre alles liv bliver på grund deraf – well, helt ærligt: Varm luft, ik’?

Vi kender det jo godt og bruger det selv.

Den eneste, hvis liv bliver forbedret af den slags projekter, er designeren – eller hvem der nu tjener penge på det.

Med mindre, selvfølgelig, man vil hævde at ethvert liv bliver bedre med lidt bedre æstetik (hvad man jo faktisk godt kan hævde, hvis man synes) – men hvorfor skulle INDEX: så være noget særligt i dén henseende, som afsnittet Design Thinking (der også er at læse på billboards på K. Nytorv) jo klart antyder, at man synes, det er?

Så er alt design jo “Design to improve Life”, er det ikke?

Den største fare for projekter som INDEX: er, at det ser ud som om de eneste, hvis liv bliver bedre, er dem, som er aflønnet af organisationen…

De bedste af de udstillede designs er sunde, jordnære, gode projekter, hvoraf mange også allerede er på vej ud i verden, i en eller anden grad, og den form for design er al ære værd – så meget desto værre, at de dels placeres lidt ukritisk ved siden af rene luksus-designs, dels at netop sundheden i dén slags projekter er noget, man skal gætte sig til, fordi kommunikationen forgår på gammeldags udstillings-facon, hvor det mere kapow-agtige er på hjemmebane.

Min bøn til INDEX: (for selvfølgelig har jeg én, de har jo penge og indflydelse): – sats MEGET mere på god, åben kommunikation, og sæt go’e penge af til at finde ud af, hvordan den side af sagen kan blive MEGET bedre.
Og vælg projekter ud med en meget hårdere hånd – acceptér måske ligefrem, at selve eventet bliver mindre spektakulært, i omfang altså.

I den verden, udstillingen taler til, skal der nemlig meget mere mod til at vove ikke at spille på det spektakulære, og i stedet satse benhårdt på kvalitet i kommunikationen.

Ja, det er jo bare min subjektive mening, ikkesandt…?

Udfordringen fra Struer

23. august, 2007

Henne hos Line Rix blev jeg denne dag gjort opmærksom på et tiltag, som B&O har sat gang i, noget de kalder “Creative Challenge” – og pyha, det er ikke så godt.

Don't go do it...!

I stedet for at gennemgå det hele igen, opfordrer jeg til, at man læser Lines indlæg, og også Claus Buhls visdomsord om sagen – selv har jeg, ud over at kommentere hos dem begge to, også gjort rede for min professionelle holdning på The Channel.

Og holdningen er: “Hovsa, det var vist en selvhenter…!”

Kom endelig ind i debatten, her, der eller allevegne.

Jj

Update: – man kunne jo også bare have gjort som Bolia Design Award – detaljen beskrives derhenne på kanalen…

Dem – og os – og dem…

28. marts, 2007

Hunden her var i sidste uge til workshoppen “Struktur & Transparens” hos RIAS A/S – et initiativ skabt af RIAS og Sapa for at bringe de kreative og de producerende tættere på hinanden.
Det var et rigtig godt initiativ, så jeg sætter pølserne til tastaturet for at forsøge at formidle hvorfor jeg synes det – og hvorfor ikke starte med at citere (eller i hvert fald parafrasere, jeg husker ikke så godt) Lone Juric fra RIAS: “der består en slags had-kærlighedsforhold mellem de kreative og de producerende virksomheder – begge parter ved dybest set godt, at de er afhængige af hinanden for deres fremtid, men deres holdning over for hinanden er præget af fordomme…”.
Vores – de kreatives – fordomme går ud på, at de producerende efter overvældende sandsynlighed er for smalsporede og snævertsynede til at fatte vores vision, at de vil gøre alt for, i konservatismens navn, at gennemhulle den, og at de er nærige og blodfattige i forhold til at skyde penge i sand innovation.
De producerende, siges det (jeg er ikke en af dem, så på forhånd undskyld hvis jeg tager, øøh, munden for fuld), mener at vi er uden jordforbindelse og respekt for deres virkelighed, at vi ikke er til at tale med fordi alting er et angreb mod vor hellige, kunsterniske integritet, og at vi skal have et hårrejsende beløb for at tegne tre streger på en Post-It.

Disse ting er, som fordomme har det med at være, meget lidt dækkende, for ikke at sige direkte usande. Jeg mener, der kan sikkert findes eksempler i begge lejre, der passer, men det er næppe reglen.
Hvorfor er det så sådan? – vi var temmelig mange kreative til stede, og en lidt mindre gruppe fra de to producerende virksomheder, og ingen af os havde været til en lignende workshop eller event før, hvor det explicitte mål var at bygge nogle solide, sociale broer mellem kreative og producerende.

Under det udmærkede måltid, der afsluttede seancen, måtte vi konstatere, at vi ikke umiddelbart kunne pege på nogen grunde dertil – derimod var alle rørende enige om, at dagen havde været god, og at vi alle vil have fordel af mere af den slags.

Jeg har tidligere vovet denne flig af min pels, og peger lige lidt hen på det igen: Det er faktisk et fuldgyldigt aspekt af en, skal vi sige, tankefuld innovations- eller kreationsproces, at man tager stilling til et produkts vej gennem tilblivelsen, materialer og alt sådan noget – designeren skal flytte grænser og gøre noget nyt, ellers er det ikke specielt innovativt, men man skal vide i hvert fald nogenlunde hvor grænsen er, for at kunne overskride den på en meningsfuld måde.
Derfor er denne form for kontakt til alle dem med produktive kompetencer (så at sige), og delingen af viden med dem og hinanden, helt utroligt vigtig – og det er også, mener jeg, meget vigtigt, at dette finder sted sådan generelt, og ikke kun når man har et specifikt projekt og så opsøger hinanden.
Da har man nemlig tendens til at finde ud af ting, der måske har lidt for meget med netop dén opgave at gøre – noget af det er selvfølgelig også generelt relevant, men det er mere held end forstand. Vi skal også angribe det fra den anden side, og have en generel kontaktflade til hinanden og en generel idé om, hvad “de andre” går og har gang i.

Jeg er glad for at have været med og have lært disse foregangs-virksomheder at kende, og jeg håber, dette griber om sig, tak skal I have, Sapa og RIAS!

(og det er søreme mig på billedet under pressemeddelelsen, med hovedløs og beskåret – se hvor vi er kreative!)

Æres-nørder

28. marts, 2007

For lidt tid siden forfattede jeg en mail, som det var min intention at sende til Simon Bressendorf & Søren Thor Jørgensen på DR – jeg kunne ikke opspore d’herrers mail-adresser, og blev, som det er min natur, optaget af andre ting, og nu er teamet gangen heden og mailen forældet.
I dag, da jeg støvede af på mit harddrive, snublede jeg over den, og fordi jeg stadig mener hvert et ord, får den (næsten) evigt liv her i bloggen:

simonsøren

Højtærede Søren og Simon –

Det er med stor fornøjelse, at Primus Motor hermed, efter egen diktatoriske og subjektive beslutning, udnævner Jer til æresmedlemmer af Grant’s Chair Netværk for Kreative Professionelle.

I har gjort Jer fortjent til denne udnævnelse, fordi I, via Jeres TV’s-program Store Nørd, repræsenterer nogle af de værdier og egenskaber, der bør anerkendes og endda efterstræbes af kreative proffer inden for enhver disciplin.

Et typisk Store Nørd-projekt går ud på at bruge en stor og sund nysgerrighed til at stille intelligente spørgsmål, som fører til tilegnelse af viden og tit en snak med eksperter, og endelig til skabelsen af et produkt af en eller anden art, som beskriver, forklarer og/eller udnytter den viden, I har tilegnet Jer.
Det er jo præcis den samme problemløsnings-opskrift, som den kreativt problemløsende professionelle anvender: Fra en – forhåbentlig – intelligent problemdefinition, over research, vidensindsamling etc., til skabelse af et slutprodukt.

I har efterhånden arbejdet for DR og lavet Store Nørd i lang tid, og viser os, at man kan fastholde et job som Krea-Pro (fy for den, hjemmelavet sammentrækning!) – samtidig med at I viser ungerne, at spørgetrang, skaberevne og lysten til at lege kan bruges til noget (hvor mange af os kan prale af at have fået en Ellert til, ikke bare at køre enormt stærkt, men også både flyve og sejle?).

I har det, vi kalder en “get shit done”-holdning – hellere se at få lavet nogle forsøg og skruet nogle ting sammen, som måske ikke virker, end sidde med hænderne i skødet og snakke og teoretisere tingene ihjel.

I tager jer selv, jeres viden og erfaring alvorligt, men ikke højtideligt – og bruger den til både at spørge, svare og til at håndtere, at man af og til klokker lidt i spinaten.

I henvender jer til et publikum, der pr. definition ved mindre om stoffet end Jer selv – de er jo børn, og I voksne – men I respekterer dem og taler aldrig ned til dem, og deler gavmildt og sjovt ud af Jeres viden, humør, og også temperamenterne, I har.

Konklusion: Håndtegn og kudos til de Store Nørder, vi andre kreative professionelle kan lære meget af Jer – velkommen i Grant’s Chair!

*luk øjnene og forestil Jer, at I står på en scene foran os allesammen, med flade, sorte, amerikanske professor-hatte, kapper og et sammenrullet æresdiplom i hånden, og vinker fåret til kameraerne…*

Jesper W.
Primus Motor
– jeg skulle hilse fra min datter og sige STORE NØRD!

Postkort fra – mig…

24. januar, 2007

Du vidste det nok ikke, men Jesper W., primus motor, har et alter ego: Jesper Serapis.
Jesper Serapis bor i Second Life, og han har været lidt omkring for at tage nogle turist-snapshots og se denne nye verdensdel, og det synes jeg, han skulle dele med jer, kjære læsere – lad os så samtidig tage et kig på Second Life…

Hva’ i al-den-ondehyleme er Second Life, spørger nogen måske – jah, kort fortalt: Second Life er en virtuel verden, skabt inde i computere. Man besøger den ved hjælp af en lille, 3-dimensionel repræsentation af sig selv (en såkaldt avatar), og hele Second Life-verden er en 3D-verden, man kan gå – og flyve og teleportere – rundt i.
SL (som man forkorter det) indeholder af sig selv himmel, jord og vand – alt andet derinde er skabt af beboerne, de små avatarer. De bygger og laver tøj, skaber små programstumper, scripts, og animationer, alt sammen til avatarerne, som således både kan komme til at se cool eller sjove ud, og have det skægt.
Meget kort fortalt.


Sådan ser der ud på Help Island, hvor man kan øve sig i sine grundlæggende SL-færdigheder

Jesper Serapis blev født den 20. september 2006 på Orientation Island i SL, hvor alle avatarer fødes. Siden har han tilbragt en hel del timer i SL, mest med at være på sight seeing og tale med folk, han har dog også øvet sig lidt i at bruge SL’s bygge-værktøjer, en simpel form for 3D-modellering.
Man kommunikerer med tekst-chat, og Jesper Serapis har fået en del venner – vi mødes og snakker, eller tager ud og laver noget sammen, ser noget sjovt i SL eller møder atter andre mennesker.


Her står jeg – nr. to fra højre – og sludrer med et par bekendte: Dr. Cosmos, Guru og Indie…

Sådan beskrevet, så lyder SL som en slags 3-dimensionel MySpace, et socialt sted, hvor man forstærker den traditionelle internet-chat med en slags tilstedeværelse, og det er også i nogen grad sandt – men til forskel fra andre virtuelle mødesteder er SL ikke “community driven”, men “financially driven”.
Det er økonomi, der styrer SL.


Devil’s Moon – en Blade Runner-agtig bydel, mørk og fugtig og superflot bygget. Man kan også besøge én af SL’s største animationsbutikker her.

For i SL kan man nemlig ikke bare bygge og alt det andet, jeg nævnte før – man kan også købe og sælge det, for Linden-dollar, som valutaen hedder. Dém kan man købe gennem SL’s valutabørs for rigtige penge, eller tjene dem ved at have et SL-job, og mest væsentligt: Man kan sælge sine L$ for rigtige menneskepenge.
På nuværende tidspunkt har små 100 personer en indtægt på over 5000 US$ om måneden fra SL, omsætningen pr. 24 timer i SL har (dette døgn, f.eks.) passeret 800.000 US$, det er simpelthen en økonomi. Ganske lille, sammenlignet med den virkelige verdens store firmaer, men til gengæld voksende med ufattelig fart – antallet af registrerede brugere, f.eks., er vokset med 300%, siden Jesper Serapis blev født, antallet af samtidige logins er steget fra et max. på små 10.000 til et minimum på 12-13.000 – det nuværende max. nærmer sig 30.000.

De store moguler i SL er dem, der ejer større mængder land – ganske vist betaler man ikke blot for at købe land, men også for at have det, men til gengæld kan man generere indtægter, dels gennem videresalg og udlejning, dels via den trafik af avatarer, der er på éns landområder.
Det er her, økonomien begynder at drive en stor del af adfærden i SL.
Man kan nemlig sparke trafikken opad ved at lokke med penge, for eksempel casino’er, penge der vokser på træer, stole og “dance pads”, hvor éns avatar sidder eller danser og får udbetalt små beløb pr. 5 eller 10 minutter, og alverdens største sælger: Sex.

På kortet over hele SL, som man bruger til at navigere rundt med, kan man se andre avatarer som små, grønne prikker – på grund af ovenstående vil man ofte opleve, at man, hvis man søger derhen hvor prikkerne står tæt, lander i en stripklub eller et casino.

Det kan godt bibringe én det indtryk, at folk i SL ikke laver andet – men det gør de, det har Jesper Serapis både set, hørt og læst om.


Øen Svarga – et eventyrligt sted, smukt bygget, og fuld af krinkelkroge og ting at opdage. Man kan fodre fugle, blive orakel-spået, svæve i ambi-pod’en og meget mere…det skal ses.

Forleden dag var han til Q&A-session med en ledende medarbejder fra C-Net Networks, han har besøgt Reuters Bureau for seneste nyt om SL og den virkelige verden, siddet i diskussionsgruppe med en af folkene bag SL, han blev, gennem en gruppe han er med i, inviteret til en independent film-premiere hos Sundance Channel og til Oscar-uddelings-fest her lige om lidt. Han har talt med researchere, designere, programmører og andet godtfolk, og besøgt en fodmalers SL-galleri (jep, hun maler med fødderne, er født uden arme – hendes avatar har heller ingen arme).
Der er mange, der undersøger SL, lærer af det og af folk der, og ønsker at deltage i at udvikle en ny måde at bruge det verdensomspændende (og bare spændende) internet på, ikke bare www, men hele netværks-teknologien.


Et andet eventyr-sted, Lost Gardens of Apollo – bygget af en dansker, Dane Zander. Jesper Serapis har sprunget i faldskærm fra tårnet i baggrunden og danset salsa der, blandt andet…

Så hvad synes vi, mig og Jesper, så om Second Life?
Det er superfascinerende, ingen tvivl om det. Man kan bruge masser af tid på blot at gå og flyve rundt og se på, hvad der er skabt, shoppe og tale med folk fra hele verden. Har man lyst til, at det skal være lidt mere af en spil-oplevelse, kan man finde øer, hvor der rollespilles, fægtes med sværd, skydes monstre og sådan noget – alt stadig skabt af indbyggerne.
Det peger mod fremtiden – en mere rumlig, og på en måde mere menneskenær, oplevelse af netværks-baserede aktiviteter. Det er ikke sikkert, det skal se sådan her ud, men det er helt sikkert, det vil udvikle sig, væk fra det tekstbaserede internet (let’s face it, det er www i overvældende grad, uanset hvor flash-agtigt det hele er).
Der er nok dem, der vil mene, jeg er på tynd is, når jeg kalder det menneskenært at flintre omkring i en cyber-verden og flyve og være et pelsdyr og en robot og gå på casino og stripklub og skyde grønne slim-uhyrer – det jeg mener er, at interaktionen gennem en 3D-verden, med tyngdekraft og andre regler, vi kender, giver sindet velkendte mekanismer at forholde sig til, også selvom reglerne kan overtrædes og vi kan flyve.
Det ligner lidt magi, som vi kender den fra eventyrene.


Salsa på Apollo med min ven Victoria – kunststuderende fra England (tror jeg nok, i SL kan man være, hvem man vil. Måske er Victoria ikke engang en kvinde?)

Lige nu har systemet svagheder. Det er rent teknisk; det store, og voksende, antal brugere presser al hardware og software til det yderste, og nørderne bag systemet knokler på overtid bare for at følge med. Interface’et appellerer til folk, der har prøvet at spille first person-agtige spil, men det er lidt indviklet og kan nok bremse mange.
Casino-og-sexklub-tendensen kan give SL et ry, jeg ikke synes det fortjener helt, og som i hvert fald kan være med til at undergrave, hvad SL og andre meta-verdener vil kunne bruges til i fremtiden.

Men det har også styrker – det kan binde verden sammen på tværs af grænser, og lægge ryg til at udforske utalte muligheder inden for sociale og tekniske discipliner og i forretningslivet, før disse slippes løs på vores virkelige avatarer, dem af kød og blod.

Bottom line (for nu, i hvert fald): Second Life er et besøg værd – det er sjovt, og det er gratis. Den lillebitte flig af tæppet, jeg har løftet med disse billeder, viser nogle af de steder, jeg synes er fede, og ikke så mange “mennesker”, og jeg anbefaler i det hele taget, at man tager sig tid til at udforske, og ikke bare følger med den største og tilsyneladende mest målrettede flok. Det er jo heller ikke særlig sjovt i virkeligheden, vel?
Når det er sagt, så er det også skægt at få sin avatar til at se fiks ud, og rende rundt og shoppe – det er en del af SL-oplevelsen, ingen tvivl om det.
Men mest af alt, så er det spændende, sjovt og interessant at møde mennesker – det er også ligesom i den virkelige verden: Det er nu altså menneskene, det handler om. Det er dem, der er gang i, ik’?

Kig forbi hvis du er i nabolaget…

Jesper W.
aka Jesper Serapis

Hvorfor ved man ikke den slags!?

5. januar, 2007

Wow, manner – og øv!
Jeg har lige netop i dag fundet ud af, at d. 22. december – just forgangen – var en officiel Free Hugs-dag her i København, ved Nørreport.
Det er et klart wow, fordi Free Hugs er så fedt, og mega-øfferen, at jeg ikke vidste det før nu!

Så det her er Free Hugs, altså…:

Det kræver jo egentlig ikke så megen forklaring: Det er gratis kram, for alle har brug for ét.

Nogengange kan man fortabes i mørk misantropi, og mene at verden er på vej, som de siger i U-SA: To hell in a hand basket – og så kommer der sådan en fyr som Jason Hunter og starter en global bevægelse, hvis eneste formål er, at folk skal være søde ved hinanden så længe som det tager at give hinanden et kram.
– og er man ikke fuldbefaren udi kramning (man har måske aldrig prøvet andet end et Krasnapolski-kys) så er der skam også en udførlig “How To“-trin for trin-instruktion at søge hjælp i.

Jeg tror, der er mange, som synes det sgu er for grænse-overskridende – man kan ikke bare gå og kramme på fremmede. Netop derfor er Free Hugs-bevægelsen (eller andre, lige så seriøse tiltag) faktisk ret vigtige.
En vildt fremmed, der slår armene om én vil nok indkassere temmelig meget andet end et smil – men når man lissom har indgået denne overenskomst, at begge parter ved, det sker i Free Hugs-regi, så kan man sænke paraderne i de få sekunder det tager.
I øvrigt viser et utal af film på YouTube, at der eksisterer sådan noget som et “hug by proxy” – prøv at se nogle af dem, f.eks. denneher, og læg mærke til folk rundt omkring kramme-scenen. Der er da helt tydeligt mange af dem, der lige får et kram pr. stedfortræder, det kan man se på deres glade fjæs.

Stop-morale no. 1: Glade folk gør andre folk glade.

Du har lov, kære læser (*betragt dette som et virtuelt kram*), til at mene, at dette – både projektet og min begejstring for det – er dybt og inderligt naiv. Det er OK.
Men du vil aldrig overbevise mig om, at det er en dårlig idé, at mennesker i bred almindelighed, det, vi tit kalder “folk”, er en lille smule rare ved hinanden, bare sådan en passant og helt udramatisk.
Du vil heller ikke kunne overbevise mig om, at det skader nogen.

Stop-morale no. 2: Venlighed koster ingenting

Hvis det nu er, at no’en undrer sig over, hvad i alverden dette indlæg foretager sig i en blog om design & den slags, well: Som designer interesserer det mig i allerhøjeste grad, hvordan folk (dem husker du nok?) går og har det, hvad de laver, hvad der betyder noget for dem.

Det er jo for hulen folk, vi skaber til.
Er det ikke?

Desuden er jeg jo også en folk – er der nogen der giver et kram?

Primus Motor
man kan godt kramme sig selv, men det er ikke helt det samme…

Frem og tilbage er ikke lige langt

7. december, 2006

Bare et par strøtanker om den måde, vi – de kreative professionelle, selvfølgelig – præsenterer os selv på…
Er vi enige om, at det profesionelle vi-kan-leve-af-det-her-segment trænger til en opgradering? – og det selvom vi, ifølge Coroflot’s lønanalyse for i år, befinder os højt på Rockstar-ometeret, det gælder jo nemlig kun for dem, der rent faktisk får penge for deres arbejde (måske endda kun, hvis man står i lønmodtagerforhold? Kan jeg ikke lige gennemskue).

Lad os så også, for lissom at komme videre, bare lade som om, at vi er enige om, at vi skal ud at kommunikere, ja vi skal – også selvom det ikke altid er lige populært, blandt os selv altså.

Men hvad er det så vi skal ud med?
– eller, for endelig langt om længe at sætte overskriften i sammenhæng, skal vi fortælle, hvad vi har lavet, eller hvad vi kan lave?
– og hvordan er det med sammenhængen mellem de to?

niceconversation.jpg

Jeg tror nok, det regnes for mest normalt, at man, ved at præsentere sine fortidige meriter, dermed siger stort set hvad der kan siges om de fremtidige. Det plejer man at kalde et CV.
Spørgsmålet er bare, om det helt er nok, når man formodes at beskæftige sig med kreativ problemløsning, design, innovation, hvad vi nu vælger for en overskrift.

Når selve jobbets kerne handler om at være nyskabende, må man så ikke tilbyde sine prospektive klienter chancen for at se på lidt mere end det, der hører fortiden til?

Jeg taler lidt om “elevatortalen” og den slags – vi er stadig den nye dreng i klassen, åbenbart, for jeg synes ikke, samfund & erhvervsliv ved særlig meget om, hvad sådan nogle som os laver (det har jeg også været lidt inde på før).
Det betyder, at vi skal være virkeligt gode til at kommunikere, hvad det er vi kan – og her kommer CV’et ikke ind som nummer ét; hvad vi lavede sidste år for virksomhed A har ikke nødvendigvis særlig meget at gøre med, hvad vi kan gøre til næste år for virksomhed B.

Findes der – eller kan vi skabe – et vokabularium, ved hjælp af hvilket vi kan fortælle skeptiske, forudsætningsfri mennesker, hvad det vil sige, når vi påstår vi kan innovere…?

Jeg mener også, det er et emne, vi skal have en art vinkel på i fællesskab – såfremt vi kan skabe et sådant – fordi det er lidt det samme forhold, der gør sig gældende, når vi f.eks. brander Danish Design udadtil.
Et godt eksempel er det seneste tiltag under Kulturministeriet og DDC, som de har valgt at kalde Danish Edge – jeg synes, det er rigtig flot, der præsenteres objekter, personer og events i skøn samdrægtighed, og sitet ser pænt og overskueligt ud.
Netop dér ville det være superfedt at kunne kommunikere en eller anden meningsfuld vision ud – ikke sådan en “how to get success via design 101”-manual, og jeg vil i øvrigt slet ikke opkaste mig til klog nok til bare sådan lige at udgyde hvad der skulle stå, men det er, synes jeg, et lige så vigtigt som totalt overset projekt for os.

Jeg har sagt det før, og nu kommer den igen:
– hvis vi ikke selv siger noget, kan alle andre sige hvad de vil…!

Jesper W.
Primus Motor

Nordic Exceptional Trendshop

4. december, 2006

Siger den overskrift dig noget…?
Måske hjælper det, hvis jeg skriver NEXT2006 – unægteligt også en kende mere mundret, og overskrift-slash-logo for en begivenhed, arrangeret af InnovationLab, der fandt sted på ITU i den nysseligen overståede weekend.

– og det var sgu fedt, ikke så meget på grund af de flippede ting, som på grund af alt folket derude (det vender jeg tilbage til lige om lidt).

vsphere-01.jpg

Den hedder VirtuSphere, og det er mig derinde. Eller, det er det ikke, men det kunne det ha’ været, jeg prøvede den, og jeg kan anbefale oplevelsen, også selvom teknikken endnu ikke omfatter en wrap-around VR-skærm (for de mindre nørdede: Et par billedbriller, der viser et virtuelt synsfelt også ud ad øjenkrogen) – det er vildt skægt, og man får motion samtidig, skal jeg hilse fra mine benmuskler og sige…

Altså, man må godt nok indse, at stort set alt, der præsenteredes under en overskrift, som er noget i retning af “Fremtidens teknologi”, mere eller mindre var noget hø – en del dimser virkede ikke, fordi de enten var løbet tør for batteri, eller fordi det var prototyper, der selv på en god dag er upålidelige, og her rendte vi publik’ere jo og gramsede på alting.
Selv de få ting, der havde decideret produkt-karakter (og vistnok mere eller mindre befinder sig på markedet allerede) var ikke overbevisende i funktion, med få undtagelser.
Hvad der derimod var særdeles overbevisende, var udstilleres og værters entusiasme, og det enorme arbejde, der i hvert enkelt tilfælde lå bag det udstillede.

Se bare VirtuSphere’en herover (lad os kalde det et krops-interface til såkaldte “first person”-spil) – bare at bygge så’n en, mand! Og den skal kunne holde til, at en 80 kilos ungersvend med svigtende balance-evne tumler rundt inde i den i adskillige minutter (for øjene af sin datter – mand, der skal bygges nogle legehuse for at rette op på dén!).

Jeg fyrer lige nogle flere eksempler af, ikke i nogen bestemt orden (og udvalgt subjektivt og suverænt af yours truly, fordi jeg har lyst til at kommentere dem):

blinksbuttons.jpg
Blinks & Buttons – må nærmest beskrives som omvendt fotografering, og handler om dét sekund, et billede er taget – et andet sted i verden.
Systemet, som altså består af to ting, momentografi-apparatet (mit eget navn for det, som er godkendt af dets skaber) Buttons og fremviser-bordet Blinks, gør brug af Flickr og den tidskode, ethvert digitalt foto er udstyret med, og lader os opleve andre øjeblikke, der falder sammen med vore egne.
Måske er B&B mere en statement eller kunst end noget, der “kan bruges til noget”, men både sjovt, tankevækkende og yderst tiltalende, også i sin implementering.
Jeg ville gerne have Blinks som sofabord…

relaxtowin.jpg
Relax to Win – Et spil, som i stedet for joysticks eller gamepads har sensorer, der mærker spillernes puls.
Jo lavere en puls, spilleren har, jo hurtigere går den lille drage – slapper man nok af, flyver den endda. Efter sigende var der én, der tabte et spil, fordi hun (?) var foran, og udsigten til sejr fik hendes puls til at stige…

toneladder.jpg
Whitevoid – Gruppen var faktisk til stede med hele tre ting: Toneladder (billedet), Video Objects og Digital Book, der er tale om nogle ret interessante fyre fra Berlin, som ikke bare tænker skæve tanker, men også realiserer dem på brugbar måde.
Det er interaktions-design, sat ind i menneske-rammer, hvor det hører hjemme.

asciicam.jpg
ASCIIcam – “Like any piece of good art, it’s useless…”, har Vuk Cosic på et tidspunkt sagt (cirka, frit efter min hukommelse) om dette aggregat, der tager et foto, laver det om til ASCII-karakterer og printer det ud på en kassebon.
Vuk fortalte mig i øvrigt, at hans ASCII-film sælger ret godt fra amerikanske kunstgallerier… igen: Ikke specielt brugbart, men det er en interessant måde at bruge teknologi på, og så er det endda samtidig retro.

Derudover fik vi prøvekørt den efterhånden gamle nyhed Segway Personal Transporter, som er supersjov at køre på, lidt lissom et elektrisk løbehjul, men lidt mere “kropsnært”, i og med man styrer farten (og retningen frem/tilbage) ved at flytte sit tyngdepunkt.
Det lyder lidt bøvlet, men i løbet af få minutter har man fanget den og triller frejdig omkring – hvad de to drenge, der, udstyret med tilbørlige iLab-kort-i-nøglesnor, styrede Segwayshowet, gjorde i vildskab og med en rutine, der afslørede at det nok ikke er første gang.
– og hvad med GumSPotS, en slags stregkode baseret på tyggegummi-pletter på asfalten…

Og så videre, og så videre.

Jeg er ikke meget til at falde på halen over gadgets, InnovationLab har vist endda måttet stå for lidt flak i den anledning, så selvom jeg peger på tingene her, og selvom jeg klart synes, der var sjove og spændende ting, så er det – som nævnt i indledningen – menneskerne, der er interessante.

Det er interessant at tale med folk, der har gang i noget, og med folk, der interesserer sig for verden, nu og i fremtiden – jeg synes, det er i dét lys, udvikling og nyskabelse skal ses.
NEXT2006, som jeg oplevede den, var også en indikator for styrken i netværk – InnovationLab kalder sig selv for et netværk, og den hands-on-tilgang til tingene (kreative mennesker piller ved ting), der præger NEXT, er også samtalefremmende, og dermed skabes mere netværk.

So in conclusion: Godt arrangement, iLab – det er fint med mig at bruge dimser, dingenoter og gadgets som katalysator for at bringe dén slags mennesker sammen og få dem til at snakke.
Det virker jo.

De mest interessante dimser og processer har det i øvrigt med, synes jeg, at være nogen der reelt adresserer og forholder sig til menneskers aktiviteter – men det er en helt anden historie…

Jesper W.
Primus Motor
– og ekspert i at gøre en kort historie lang

Christiania, byens perle?

26. november, 2006

Hvis man har læst lidt af mine udgydelser, kender man min relative modvilje, dels mod underskriftsindsamlinger som “blunt instrument” med hvilket man slår hinanden, dels mod at blande mig i emner, der kan gå hen og blive noget værre politik.

Men jeg gør det jo alligevel – både skriver under (af og til) og blander mig (lidt oftere…).

Så dér.

Christiania: Den store diskussion, skal en lilleput-storby, som Kbh jo er, have plads til det skæve (det var ikke ment som en joke – OK, lidt måske) og anderledes, de excentriske sjæle, der bare gøre alt på deres egen måde – eller skal vi have rettet mere ind til højre, så alle Kbh’ere kan få fod under eget IKEA-bord og plads til vækst i friværdien?
Man aner måske, hvor min sympati ligger…

Den debat er, så at sige, “gone the way of the Ungdomshus” – over for den almægtige ejer af de pågældende stykker real estate står man juridisk forsvarsløs. Det er noget med retssikkerhed og som sådan i sin orden – om beslutningerne, der håndhæves på dette grundlag, er specielt snedige, er straks et mere åbent spørgsmål.

Men – der er stadig en stor debat, der skal tages, og det er den, jeg sætter fingre til tastatur her på en højhellig søndag for at give den en chance:
Hvad skal der ske – eller rettere, hvad vil vi tillade, der sker – med det stykke storby-natur, som Christianias voldområder har forvandlet sig selv til i løbet af tre årtier uden indblanding fra Vej & Park?

Her kan du finde info og links…
Og her kan du skrive under, hvis du allerede har besluttet dig

cphchestnut-01.jpg

Det er en fair påstand, at det ikke er noget man bare lige tager stilling til – det er vel en svær problemstilling, er det ikke? Slots- og Ejendomsstyrelsens Udviklingsplan for Christiania alene er på over 100 sider, for pokker!
Jo-eh, der er meget at tage stilling til – og så alligevel: Når jeg, ca. midt i planen og under yderst overfladisk skimning, støder på ordlyden “…selektiv udtynding af træer og krat…” på voldene, så hyler alle alarmer i mit hoved.
Det er noget med at forbedre adgangsforhold og sådan noget, men hør lige her, der er sgu ikke rulletrapper i naturen, den er naturlig – det er derfor, vi kalder den “natur”, ikke?

Jeg kan ikke noksom udtrykke min modvilje mod nogen, selv moderat, frisering af dette, Københavns måske smukkeste, rareste stykke urban natur.
Vi er i gang med, under byfornyelsens og andre bannere, at frisere og fladskure stakkels, lille København sønder og sammen – snart skal man på museum for at se en ganske almindelig guldøl-og-tis-stinkende bums, sovende på en bænk, og selv en skolopender formenes adgang inden for ringvejssystemet, med mindre den ifører sig blå svømmehals-futter og hårnet.

For at vi kan tillade os at påstå, at der er plads til at være leve (og ikke bare være i live) i København, skal der også være plads til rod, pjat, snavs, fliphoveder, excentrikere, freaks og ukrudt – spørg bare ham dér Tor Nørretranders, eller i hvert fald hans mursten “Mærk Verden”: Skønhed bor et sted mellem orden og kaos.
– og ifølge mig: Noget af den bor på Christiania…

Til alle, der ikke har lyst til at støtte Fristaden: Lige præcis dette projekt handler ikke om hashrygende, barfodede, økologiske-huse-byggende hippier, men om den natur, der har fået lov at skabe sig selv under deres skæve vinger – så skriv nu bare under.

Jesper W.
Primus Motor
– og ham der selv mener at værdsætte natur, også selvom jeg ikke færdes i den så tit…

Index:07 – nu knap så hemmeligt!

17. november, 2006

Ladies & Gentlemen, drenge & piger, spænd hageremmen – verdens største designpris, INDEX: Award, med en samlet præmiesum på €500.000, skal igen uddeles, “Design to improve Life” er igen det overordnede tema, og 100 designs skal nomineres…wow, man bliver jo helt forpustet.

indexfront-01.jpg

Teamet bag INDEX præsenterede i aftes deres vision for INDEX:07 for så stort et publikum som den lille færge Grønsund tillod – nu med ståpladser – og der bliver lagt hårdt ud. Man går i dialog med organisationer som FN, UNESCO og internationale handels- og uddannelsesorganisationer, og allerede nu, hvor INDEX:07 stadig er omkring 9 måneder væk, står verdens førende design- og innovationsguru’er på nakken af hinanden for at være med – halvbagte tiltag, nej tak, et ordentligt brød, Yessir!

Der er lagt fem hoved-events i støbeskeen, og – måske vigtigtst af alt: Der fokuseres direkte på, dels at kommunikere visioner og planer ud, og dels at få design-miljøet (jeg bruger det allerede diffuse begreb meget løst her) til at tale med hinanden, vidensdele, networke og al det dér, og til at kommunikere med andre faggrupper, med organisationer, kulturer et cetera. Her er det vigtigt, og det lader INDEX: til at have fat i, at kommunikation går begge veje, ellers virker det ikke.

Denne åbenhed og vilje til kommunikation (nu taler jeg om teamets, den anden, generelle, is yet to be seen…) er i nogen grad belært af forrige års INDEX:05, der – skønt lige så velment – forekom de fleste, der ikke var direkte involveret, tem’li hemmeligt, nemlig.
Jeg har talt med ganske mange, der ikke rigtigt forstod, hvad dette INDEX-hurlumhej egentlig gik ud på (det gjorde jeg heller ikke), selvom det selvfølgelig var en flot udstilling og en superfin vinder…eller, der var jo fem vindere, men jeg kan kun huske Lifestraw.
Men ikke denne gang.
Denne gang skal der frem for alt kommunikeres – og det manglede også bare, kan man sige, for undertemaet (efter “Design to improve life”) er User Centered Design & Innovation.
Det kan og skal der siges meget om, men lige nu og ultrakort: UCD&I handler om informations-flow fra brugerne (det vil sige mennesker) til designerne, og om at forstå og bruge den information – det vil ikke være særligt troværdigt at have som tema, hvis vi (de kreative problemløsere) ikke kan finde ud af at kommunikere med hinanden.
Vel?

Som man vil vide, hvis man orker at læse mine udgydelser og/eller kender lidt til Grant’s Chair og vores diskussioner og holdning (som vi formulerede den allerede i maj 2005 – jep, vi er fremme i skoene!), så er der en synsvinkel på design, som er noget i retning af denne:

– Design forstået som en æstetisk krølle på et fysisk produkt, med henblik på at hæve snobbeværdien, hører fortiden til. Det er fedt, der er lavet mange lækre ting og alt det, men det er bare ikke nok. Hverken for designere at leve af, som branche betragtet, eller i forhold til det ansvar, vi har, alene i kraft af at vi har overskud til at tænke design

– Designeren som Lone Cowboy-slash-girl, der sidder i sit lønkammer og er genial helt af sig selv, holder heller ikke længere. Det virkeligt nyskabende og, ikke mindst, det virkeligt nødvendige og brugbare, skabes i krydsfelter, mellem faggrupper, kulturer, behov – kort sagt, i miljøer lavet af kommunikation

Hvorom alting – eller i hvert fald denne blog-post – er: Supergod præsentation, INDEX-team, det var rart og inspirerende at møde Jer og høre Jeres vision!
PM’en her opfordrer gud og hvermand til at holde øje og øre med INDEX:07, og lur mig om ikke også jeg af og til har noget at sige derom.
Blandt andet.

P.S.-agtigt: Der var også et smadder-interessant foredrag ved receptionen – det har jeg gemt til sidst af flere grunde, blandt andet den pinlige én at jeg ikke fik fat i mandens navn, og så fordi foredraget alene berørte så mange emner, at der er materiale til 4-5 poster.
Om udviklingen i Singapore, møg-interessant, de overhaler os andre indenom lige om lidt…

Jesper W.
Primus Motor
glaaah-de jul min bare r….

De siger noget interessant

10. november, 2006

En af de fjollede fætre ovre på Juniorama syntes forleden, vi trængte til lidt kultur, og postede denne video – se den lige, og prøv at lytte til, hvad der siges…:

OG HVAD SÅ!? – kan det være, du tænker, eller måske ligefrem råber af Primus Motor, der har spildt flere minutter af din dag. Er det tilfældet, undskylder han, move along, nothing to see here.

Er de gået?
Godt, så lad os snakke.

Vi kan sagtens falde på næsen over moderne arkitektur, og særligt da Lord Foster, der virkelig laver nogle fede ting, men det er ikke derfor, jeg har valgt at belaste bloggen med dette indlæg.
Det er fordi der falder nogle guldkorn, jeg synes er rare at høre og inspirerende.

Det er for eksempel megasejt at bygge en så spektakulær bygning – der specifikt ikke må kunne ses, ellers kunne man ikke få byggetilladelse i de landlige omgivelser.
Her kaster byrådet sig ikke i gruset for stjernearkitekter og bøjer reglerne for dem, som man ellers ser det visse andre steder.
Overhold reglerne, og vær så genial du kan inden for dem.
– men bygningen er altså tydeligvis ikke bygget for at blære sig over for tilfældige forbipasserende eller tilladt for at brande lokalområdet. Den er bygget, fordi McLaren mener, de har brug for den, at det er godt for dem at få den lavet lige præcis på den måde. Det behøver ikke offentlighedens anerkendelse, og slet ikke knæfald.

Det aspekt underbygges af Ron Dennis, formand for McLaren Group, der siger, man ønskede at skabe en bygning, som de ansatte ikke havde lyst til at gå hjem fra.
Absolut også et guldkorn – det er da en vision, der tjener alle: Firmaet holder på sine ansatte, og det er godt for business, og de ansatte har det godt, føler sig betydningsfulde, fordi der laves så fedt et miljø til dem, og bliver inspirerede af deres omgivelser.

En bilfabrik har selvfølgelig en (superfed) vindtunnel – den skal køles, og kølevandet genbruges, ikke bare i et smukt vandmiljø for de ansatte at se på, men også et vådområde, de lokale fugle kan li’ at være i. Cool.

Hvor fedt er det også, at bygningen i dén grad er et ingeniør-værk – en fabrik, der bygger verdens mest avancerede biler, kan også dårligt være mindre end avanceret selv, men det fede er, at det er præcis dét aspekt, der er brugt til at gøre bygningen ekstra smuk, cool, sej eller lækker.
– eller som værten Kevin McCloud siger: Det har mere en bare en smule “James Bond-Superkurke-hovedkvarter”-kvalitet, det kan vi jo li’.
Skurken bor altid fedt.
Pointe (min): Der er ikke et naturgivent modsætningsforhold mellem ingeniør-teknik og design – når vi respekterer og forstår hinanden, er vi et smukt par, et par stærke allierede.

Endelig finder jeg det på en vis måde charmerende, at Foster selv, da McCloud påpeger at alting i bygningen er gråt, næsten er defensiv – “but it’s very sparkly, heheh…”.
Selv dem, vi kalder mestre, i helikopter, blazer og sort rullekravesweater (får man den når man tager afgang fra arkitektskolen?) kan være usikre på, om de nu også vælger rigtigt.

Jeg tror, det, i hvert faldt bland andet, er dén usikkerhed, der holder den kreative skarp.

OK, det er en racerbil-fabrik – det er blær, forurening og livsfare.
Men alligevel, der er ikke noget i vejen med at have visioner, især når de er så sammenhængende som det, man hører om her…

Jesper W.
Primus Motor
hehe, motor, get it…?

Innovation, design, opfindelse, iværksætteri – ved vi noget som helst?

7. november, 2006

Her hos PM gør vi meget i at åbne sådan nogle ting, som man henne i Amerika kalder “…a can of worms”.
Det fortsætter vi med.

Eller – der er måske ikke så meget nyt i det, jeg agter at sige noget om lige nu, men jeg tror alligvel lige, jeg vil prøve at få sat noget på spidsen.

Vi er lidt ovre i Buzzword-afdelingen igen – jeg er altså ikke særligt vild med, at der fyres en masse ord af, uden der er nogen særlig enighed om, dels hvad de går og betyder, dels hvordan de indgår i sammenhænge.

De fire ord oppe i titlen er nogle med en betydelig “avoirdupois” (det er til gengæld et lækkert ord, synes jeg – fra fransk (duh!), “at have vægt”, også det oprindelige navn på det vægtsystem, man bruger i US), og vi hører dem en hel del her i den kreative branche, så lad os lige tage et kig på dem…

Innovation: Ordet bygger på “Novo”, som betyder noget med Nyt, Innovation er, ifølge diverse opslagsværker, introduktionen og/eller anvendelsen af noget nyt, ikke tidligere set

Design: Refererer til processen at skabe og udvikle en plan for noget nyt – ordet hæftes så efterfølgende på det, der er skabt gennem brug af D.

Opfindelse: Tilvejebringelse af noget, der har et element af nyhed i sig. Kan enten være helt originalt eller en videreudvikling af tidligere ting.

Iværksætteri: At sætte noget i gang, oftest i forretningsmæssig sammenhæng.
Slut fra Primus Motor’s ordbog…

Man ser, at ordene, med undtagelse af iværksætteri, handler om at gøre noget nyt – iværksætteri er, i denne sammenhæng, at tage initiativ (og risiko) til at sætte dette nye ud i verden.
De bruges, hver for sig og sammen, i flæng om design, designere og det, designere laver, og her er det så, jeg mener, man skal slappe lidt af. Som jeg tidligere har været inde på, så er der mange forskellige slags design, formgivning og sågar kunstnerisk aktivitet, der berører fagområdet Professionelt Kreativ – man behøver ikke smide samtlige sprogets tunge nyt-under-solen-gloser efter os alle sammen, det er meget mere konstruktivt, for samtalen, debatten, og for designbranchen og industrien, at man gør sig klart, hvad det er man vil tale om, og bruger de mest præcise begreber.

Design, for eksempel, kan sikkert altid siges at være innovation også, i og med man som designer forsøger at gøre noget nyt – det kan også siges at være det samme som at opfinde, fordi man ofte tager inspiration fra allerede eksisterende ting og sager. Og så videre.
Man forbinder uden tvivl forskellige ting med de forskellige ord – når jeg siger “opfindelse”, er der sikkert nogle (især de ældre af os…?) der ser en Georg Gearløs-agtig skikkelse, med tænkehat, laboratorium og lille hjælper, mange d’zajnere gider sikkert ikke blive kaldt Opfinder.
Vi vil til gengæld alle sammen gerne kaldes Innovative, ikke mindst fordi det er sådan en populært ord, men spørgsmålet er hvor meget det siger om det, man laver.

Min pointe er ikke, at det ene eller det andet er forkert eller sproglig misbrug, men at vi har for lidt normer for, hvad vi mener med ting vi siger – for lidt fælles grundlag for ordvalg, især da i forhold til hvor larmende en sprogbrug der for det meste finder sted, når vi taler om DESIIIIIIIAAAJJJJNNN!!! – man kan da næsten ikke få armene ned.
Vi har for lidt normer for det, fordi vi taler for lidt om det – der råbes en masse, of flashes en hel del, men egentlige samtaler om emnet savnes svært.
Kom nu, for pokker, er der virkelig ikke flere kreative, der synes deres eget arbejde er interessant nok til, at man vil være med til at sige det, der skal siges og bliver sagt om det!?

– jaja, morfar, siger du, jeg lyder også sur og perfid, ved jeg godt.
Det er jeg ikke (så tit) – jeg kan bare ikke se, hvordan det gavner et stykke design, som er nok så godt tænkt, tegnet og udført, og løser en interessant opgave, at det også skal kaldes innovation og opfindelse, og trækkes med også at skulle repræsentere et stykke vellykket iværksætteri fra et forretningsmæssigt synspunkt.
Det får da bare selv det mest udramatiske stykke kreative arbedje – det er altså rimeligt udramatisk, for os der arbejder sådan til daglig – til at forekomme uoverskueligt.
Særligt da hvis man er en virksomhed, der i forvejen er lidt skræmt over måske at skulle til at samarbejde med sådan nogle kreative no’en – de er jo lidt sære, ved man…

Jeg forlanger ikke, at vi skal ud med skriftlige definitioner, som alle skal overholde. Jeg siger, at så længe vi, der er de kreative professionelle, ikke siger noget, kan alle andre sige hvad de vil.
Der er pænt mange af os, og pænt få, der siger noget reflekteret om det, vi laver – klassisk tilfælde af halen, der logrer med hunden…
– og det gavner os ikke.

Jesper W.
PM-slash-ordbogs-bog-orm

Magasin-snak

3. november, 2006

“Su-uuhk”, har længe været min reaktion over for designmagasiner, og jeg har også udstødt sukkelyde efter noget, i det segment, der rent faktisk var interessant at bladre i eller ligefrem læse.
Nu sukker jeg måske lidt mindre, der er nemlig dukket to bud på gode magasiner op – et nyt, og et nyrenoveret…

41.gif

Det ene af de to magasiner hedder OM-OS – det er startet af duoen Bransner/Lee.
OM-OS er et blad, hvor kreative – det vil sige fotografer, modefolk, kunsthåndværkere, designere og andet godtfolk – kan vise sig frem for hinanden og alle andre, ved at indsende deres materiale og, forhåbentlig, blive udvalgt til bladets sider.
Det er enkelt og flot, trykt på tykt, uglittet papir – et stykke god, behageligt jordnær kvalitet, der forhåbentlig vil blive bakket op, ikke mindst af os i den kreative branches vækstlag.
Jeg håber også, at den faglige bredde vil fortsætte – lad os sende vores fotos af modeller, renderinger og skitser, så det ikke kun er grafikerne (hvis materiale jo, ret beset, ofte ligger mere til højrebenet i magasin-regi end andre, fysiske former for designarbejde), der skal holde for.
Man er, fortalte man mig ved bladets lille soiré i Råhuset i onsdags, også åben for redaktionelt materiale, så måske vil vi også se artikler og den slags om os og vores arbejde…

Godt initiativ, ladies B & L, masser af knæk og bræk herfra!

dm_generel_top.jpg

Det andet blad, som så dagens lys for første, næh, anden gang i denne uge, er Designmatters (indrømmet, det er et lidt tyndt link – af uransagelige grunde har Designmatters aldrig haft en ordentlig website, hverken i den tidligere eller nuværende inkarnation).
Det “gamle” DM var et blad af designere for designere, sagdes det – jeg synes det var ret kedeligt, selvsmagende og overfladisk, sådan noget “jeg synes, jeg er fed – synes du også, jeg er fed?”-noget, men det var mægtig flot.
Strategien er nu blevet lagt om, så magasinet henvender sig til erhvervslivet – det kan også lyde ret kedeligt, indtil man husker, at den professionelle designer også er en del af erhvervslivet. Faktisk kan der siges ting, som den ikke-kreative del af erhvervene kan forholde sig til, der også er interessant for design-folket, og det ser ud til at være startet ret godt for det næsten-nye Designmatters.

Denne skribent vil følge begge disse blade med interesse, og jeg anbefaler – uden skygge af personlig gevinst derved – at man samler dem op, hvis man skulle få mulighed for det.

Slut herfra, hjem igen!

Jesper W.
just PM

Skiltning eller tænkning?

2. november, 2006

For et par dage siden så jeg et ret interessant indslag i noget nyhedsudsendelse, der omtalte et mega-trafikeret kryds i Holland et sted, hvor man havde bortfjernet al skiltning og lysregulering – og erstattet krydset med en lille rundkørsel. I midten stod en flok fontæner, som steg og faldt i takt med trafikmængden.
(Jeg kan ikke huske byens navn, eller hvilken nyhedsudsendelse, så hvis du kan så sig endelig frem)
Satsningen på ikke-regulering – og dermed brugernes egen regulering – havde betydet, at dette kaotiske og notorisk farlige kryds havde været totalt fri for ulykker siden, og trafikprop-ning var en saga blot.

saigontrain-01.jpg

Saigon, ikke Holland – her har de skilte, de kigger bare ikke på dem, men på hinanden. Trafikregulering på Viet: Øjenkontakt

Skiltning forholder sig til trafik som en teknisk aktivitet, mens ikke-skiltning forholder sig til de mennesker, der udøver aktiviteten, og i dette tilfælde valgte man altså at tro på, at de mennesker, til sammen, ville forhandle sig frem og bruge deres opmærksomhed og hensyn, og nå et bedre resultat end topstyring kunne.
Ifølge trafikanter i krydset er man, til al overflod, også gladere, når man kører igennem på u-skiltet facon, end man havde været før, hvor alle forsøgte at gennemtvinge deres skilte-underbyggede ret over for alle andre.
Nu – sagdes det – signalerer man, vinker, hilser og smiler, og opnår i fællesskab det resultat, at alle kommer nogenlunde gnidningsløst igennem, og forureningen er endda mindre fordi man ikke stopper op og holder i tomgang.

Smukt.

Selvfølgelig virker det ikke altid, men alligevel, mennesker kan altså ofte mere, end man giver dem credits for.

Når vi, den danske design-branche, lige om lidt går i selvsving over alle mulige brugerdrevne teknikker og begreber, så håber jeg, vi udviser forståelse for det, denne trafikale saga er et udtryk for – og jeg agter også at gøre mit til, at vi gør:
Vi skaber først og fremmest til mennesker, ikke kunder, ikke forbrugere, ikke brugere, og mennesket bør altid komme før produktet, og også før den teknik vi anvender til at skabe det.
Her er begreber, der starter med “bruger-” ikke noget alibi, ligsom det ikke er en garanti for, at man gør det rette, eller fritagelse for at tænke selv, som designer, og tage beslutninger – som altså kan vise sig at være forkerte.

Den lille historie er i øvrigt også interessant, hvis man sætter den op mod nogle lidt større linier – måske lidt mere politisk og samfunds-agtigt, men det har vi vel også lov til?
– Danmark, og vesten i det hele taget, er inde i en uheldig udvikling, hvor en stadig større regulering af borger-adfærd skaber billedet af, at folk er for dumme til at tænke sig om og for egoistiske til at vise hinanden respekt.
Paradoksalt nok gør indskrænkningen af almen plads til store armsving os mere rethaveriske, og vi drives af en overudviklet sans for at stampe i jorden og kræve vores ret, til at træde på vores medmenneskers rettigheder.

Måske er det ikke kun i hollandske trafik-knudepunkter, vi ku’ trænge til at vinke og smile til hinanden lidt mere…?

Jaja, anarchy in the DK og alt sådan noget, og med sikkerhedsnåle – det er nu ikke det jeg mener, faktisk ligner den anarkiske styreform den over-regulerede, i og med borgerne fokuserer på deres egen ret til absolut frihed, snarere end det faktum, at enhvert andet samfundsmedlem pr. definition må have præcis den samme frihed som Ego. Tænk lige over det.

Jeg tror bare, jeg lader billedet af relativt tilfredse, vinkende, ikke-smog-kvalte, ikke-trafikdræbte hollandske bilister stå et øjeblik…

Jesper W.
Menneske først, designer siden