Der er rigtig mange ord

(oprindeligt postet d. 2/6 – 2006)

Måske er det en efter-effekt af sidste års “Design-år”, måske er der andre årsager – i hvert fald tales og skrives der for tiden ganske meget om allehånde design-fremmende aktiviteter. Det sker i forskellige regi, f.eks. Regeringens Designudvalg, DDC’s Designfremme og andre.

Man kan mene, de forskellige tiltag er mere eller mindre gode – fælles for dem er dog helt sikkert, at de er velmente. Fælles er også, at de (af indlysende årsager) bruger ordet “design” en hel masse gange.
Det problematiske, synes denne skribent, er, at “design” behandles, som om enhver ved, hvad der tales om – og dermed også, hvad en “designer” er for en fætter, og hvad denne foretager sig.
Det gør man bare ikke, eller det er i hvert fald min påstand – der eksisterer ikke noget egentligt overblik over arten af eller størrelsen på den værdi-tilførsel, design kan forårsage, med mindre man altså ligefrem handler med designede objekter. Værdien af sådanne objekter tilskrives så til gengæld reelt ikke designeren, men det marked på hvilket hun har succes…

Mit ærinde med at sige sådan noget er, at kreative professionelle (altså designerne over en særdeles bred kam) kan – og gør – så meget mere end at levere varelageret til handelen med D-zajn (selvom denne branche bestemt er al rettidig ære værd – det er jo fedt!).
Der er så mange opgaver, der kunne løses eller løses bedre ved at employere nogle designere – det var i virkeligheden ét af budskaberne ved Index:05, hvor der præsenteredes designeres bud på en masse forskellige problem-løsninger, både materielle og immaterielle. Dén vinkel er desværre fortsat lidt af en hemmelighed, for offentlighed såvel som for store dele af erhvervslivet.

Endnu et problem, branchen har, er at dens officielle talerør, f.eks. DDC (hvis indsats ellers er både stor og – igen – velment), har tendens til at kæde design-fagets kommercielle succes direkte sammen med størrelsen af offenlige bevillinger over for os – noget, der dels er uheldigt over for dem, der gerne vil ind i branchen som professionelle, fordi det giver dem indtryk af, at deres forretningsmæssige skæbne hænger sammen med eventuelle politiske tiltag og derfor gør dem i nogen grad magtesløse (for uanset hvor dygtige de er, så er det ikke talent eller evner, der afgør noget under dette billede), dels er noget af en falliterklæring: Dersom vi ikke selv er i stand til at bevise over for ervhervslivet, at vi kan betale os, så er vi sgu ilde stedt.

Design-politik er fint, men det bør ikke være afgørende for os – kan branchen ikke, med det massive opbud af kreative kræfter den indeholder, løse sine egne problemer, så kan vi næppe forvente, at andre brancher tror på, vi kan løse deres.

JEG UNDERSTREGER: Det betyder ikke, at vi ikke vil hjælpes, men at vi vil hjælpes på de præmisser, der er vores arbejde, ikke de, der defineres som “design-politik” – hvis man ikke ønsker, potteplanten skal visne, så skal man hælde vandet i den potte, den gror i, ikke i den der står ved siden af.

/rant off
Jesper W., P.M.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: