En verden af spader!

(oprindeligt postet d. 7/7 – 2006)

Du befinder dig lige nu på det såkaldte Internet, World Wide Web, det frie cyberspace der er demokratisk åbent for alle (at der så er no’en, der vil dele det i A- og B-hold, lader jeg ligge i denne omgang).

Det er den største innovation inden for den tekniske side af kommunikation, siden A. G. Bell råbte “Kom og hjælp mig, Watson!” ind i sin senere-navngivne telefon – der argumenteres endda for, at dette medie har et medansvar, når folk under mere eller mindre undertrykkende regimer nu kan få viden og støtte fra mennesker i lande, de aldrig ville kunne besøge eller henvende sig til ad analog vej.
Email sætter os i stand til at konversere hyggeligt (og billigt) med den dér flinke fyr, man mødte i Tibet, eller skrive direkte til statsministeren – eller tante Elvira.
Kort sagt: Internettet styrer for vildt!

MEN! – der sidder en masse røvhuller rundt om i verden, som ser det som deres personlige mission at fucke dette medie mest muligt op, nedbryde tilliden til det og se til, at ethvert spor af interessant kommunikation drukner i bølger af pis, papir og det der er værre.
Om de så er for vindings skyld, for sjov eller for at sende deres eget budskab er sådan set ligegyldigt – vores frie kommunikation undermineres af, at kun en ud af 20 mails (her hos mig, hos andre er det sikkert værre) rent faktisk er stilet til mig med et formål, resten er bæ og bræk og stupide indlæg, der kun med den allermest elastiske fortolkning af begrebet kan kaldes reklamer.

Den anfægtes af, at vores åbne kanaler – chat, forumer, selv blogs som denne – beskydes af webcrawler’ens onde fætre, små progammer, der sendes rundt på nettet, ikke for at høste mailadresser (hvad der ellers er irriterende nok), men for af sig selv at poste små, latterlige links eller tekststumper overalt, hvor der er en formular til det.
Forestil dig denne situation: Du er til en eller anden art selskab, mange mennesker står og sidder og taler sammen om alt det, mennesker nu snakker sammen om, og har det godt med al den skægge, interessante, uformelle kommunikation – og så invaderes festen pludselig af en horde maskerede personer, som omringer hver eneste talende gruppe, i stort overtal, og bare står og siger “blitittitritiri.” – “mangomangomangoog-tapangwwwwww.” og andre meningsløse lyde ind i samtalen. Sådan fungerer det. Og al samtale forstummer ret hurtigt.

Jeg holder blog’en åben alligevel, og luger ud i ævl og bævl og pladder manuelt – men jeg er sgu sur over, at det, der er mit oplæg til at skyde på mig og mine udgydelser (kald mig gerne en idiot, hvis du vil, bare det er mig, du taler til) eller få noget ud af dem, måske, forurenes af spam og spildtid.

Til alle jer, der skriver og udsender programmerne: Gid jeres røv må klø, og jeres arme være for korte til at nå.

Jesper W.
– “I can’t unclench my forehead!”

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: