Hvorfor ved man ikke den slags!?

Wow, manner – og øv!
Jeg har lige netop i dag fundet ud af, at d. 22. december – just forgangen – var en officiel Free Hugs-dag her i København, ved Nørreport.
Det er et klart wow, fordi Free Hugs er så fedt, og mega-øfferen, at jeg ikke vidste det før nu!

Så det her er Free Hugs, altså…:

Det kræver jo egentlig ikke så megen forklaring: Det er gratis kram, for alle har brug for ét.

Nogengange kan man fortabes i mørk misantropi, og mene at verden er på vej, som de siger i U-SA: To hell in a hand basket – og så kommer der sådan en fyr som Jason Hunter og starter en global bevægelse, hvis eneste formål er, at folk skal være søde ved hinanden så længe som det tager at give hinanden et kram.
– og er man ikke fuldbefaren udi kramning (man har måske aldrig prøvet andet end et Krasnapolski-kys) så er der skam også en udførlig “How To“-trin for trin-instruktion at søge hjælp i.

Jeg tror, der er mange, som synes det sgu er for grænse-overskridende – man kan ikke bare gå og kramme på fremmede. Netop derfor er Free Hugs-bevægelsen (eller andre, lige så seriøse tiltag) faktisk ret vigtige.
En vildt fremmed, der slår armene om én vil nok indkassere temmelig meget andet end et smil – men når man lissom har indgået denne overenskomst, at begge parter ved, det sker i Free Hugs-regi, så kan man sænke paraderne i de få sekunder det tager.
I øvrigt viser et utal af film på YouTube, at der eksisterer sådan noget som et “hug by proxy” – prøv at se nogle af dem, f.eks. denneher, og læg mærke til folk rundt omkring kramme-scenen. Der er da helt tydeligt mange af dem, der lige får et kram pr. stedfortræder, det kan man se på deres glade fjæs.

Stop-morale no. 1: Glade folk gør andre folk glade.

Du har lov, kære læser (*betragt dette som et virtuelt kram*), til at mene, at dette – både projektet og min begejstring for det – er dybt og inderligt naiv. Det er OK.
Men du vil aldrig overbevise mig om, at det er en dårlig idé, at mennesker i bred almindelighed, det, vi tit kalder “folk”, er en lille smule rare ved hinanden, bare sådan en passant og helt udramatisk.
Du vil heller ikke kunne overbevise mig om, at det skader nogen.

Stop-morale no. 2: Venlighed koster ingenting

Hvis det nu er, at no’en undrer sig over, hvad i alverden dette indlæg foretager sig i en blog om design & den slags, well: Som designer interesserer det mig i allerhøjeste grad, hvordan folk (dem husker du nok?) går og har det, hvad de laver, hvad der betyder noget for dem.

Det er jo for hulen folk, vi skaber til.
Er det ikke?

Desuden er jeg jo også en folk – er der nogen der giver et kram?

Primus Motor
man kan godt kramme sig selv, men det er ikke helt det samme…

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: