Archive for the ‘iværksætter’ Category

Grant’s Chair – et betinget gravskrift…

12. november, 2007

“Hvad er der sket med Grant’s Chair…?”
– spørgsmålet plager og nager, gør det ikke? Nogen, i hvert fald.

Netværket GC er, siden sin begyndelse, blevet drevet af nærværende Primus Motor, Jesper W., og en lille gruppe dedikerede medlemmer – arbejdsfordelingen har været således, at JW tog sig af initiativ, invitationer til CoffeeShops etc., og den nævnte lille gruppe ydede support i form at kreativt input, praktisk hjælp v. CoffeeShops, og så videre.

Det ligger i sådan en konstruktions natur, at hvis Primus Motor, af en eller anden grund, ikke iværksætter intiativerne, fastlægger datoer, temaer, sætter ting i gang, så sker der ikke noget – og her er vi ved sagens kerne…

Primus Motor, Jesper W., er nemlig en helt almindelig dødelig fyr, der skal ha’ hverdagen til at hænge sammen på alle mulige måder, og i det sidste år eller så har han simpelthen haft for travlt med dét, til at tage de nævnte initiativer.
Faktisk har jeg været så ophængt på mine egne affærer, at jeg ikke bemærkede at ejerskabet på domænet grantschair.dk løb ud, mellem mine fingre kunne man måske sige. Derfor eksisterer sitet ikke mere, og kun denne blog er tilbage på nettet.
– men henne i andre afdelinger af kommunikationsteknologien findes netværket selvfølgelig endnu – som man vil vide, hvis man er medlem eller på den eksterne mailingliste, så sender jeg fortsat mails om ting og sager, der kommer kreative ved, og henne på LinkedIn er der connections mellem folk, der kender hinanden fra Grant’s Chair, og så videre.

wheredowego

Såeh, man ved jo aldrig hvad der sker, engang i fremtiden – måske genopstår GC i en anden form, i hvert fald ved jeg, at det har været til gavn og glæde for i det mindste nogle af medlemmerne, at netværket har eksisteret…

Tak for denne gang, og keep networking – det virker, og det er sjovt og spændende, hvis man tager det alvorligt.

Cheers.
JW

Hvorfor ved man ikke den slags!?

5. januar, 2007

Wow, manner – og øv!
Jeg har lige netop i dag fundet ud af, at d. 22. december – just forgangen – var en officiel Free Hugs-dag her i København, ved Nørreport.
Det er et klart wow, fordi Free Hugs er så fedt, og mega-øfferen, at jeg ikke vidste det før nu!

Så det her er Free Hugs, altså…:

Det kræver jo egentlig ikke så megen forklaring: Det er gratis kram, for alle har brug for ét.

Nogengange kan man fortabes i mørk misantropi, og mene at verden er på vej, som de siger i U-SA: To hell in a hand basket – og så kommer der sådan en fyr som Jason Hunter og starter en global bevægelse, hvis eneste formål er, at folk skal være søde ved hinanden så længe som det tager at give hinanden et kram.
– og er man ikke fuldbefaren udi kramning (man har måske aldrig prøvet andet end et Krasnapolski-kys) så er der skam også en udførlig “How To“-trin for trin-instruktion at søge hjælp i.

Jeg tror, der er mange, som synes det sgu er for grænse-overskridende – man kan ikke bare gå og kramme på fremmede. Netop derfor er Free Hugs-bevægelsen (eller andre, lige så seriøse tiltag) faktisk ret vigtige.
En vildt fremmed, der slår armene om én vil nok indkassere temmelig meget andet end et smil – men når man lissom har indgået denne overenskomst, at begge parter ved, det sker i Free Hugs-regi, så kan man sænke paraderne i de få sekunder det tager.
I øvrigt viser et utal af film på YouTube, at der eksisterer sådan noget som et “hug by proxy” – prøv at se nogle af dem, f.eks. denneher, og læg mærke til folk rundt omkring kramme-scenen. Der er da helt tydeligt mange af dem, der lige får et kram pr. stedfortræder, det kan man se på deres glade fjæs.

Stop-morale no. 1: Glade folk gør andre folk glade.

Du har lov, kære læser (*betragt dette som et virtuelt kram*), til at mene, at dette – både projektet og min begejstring for det – er dybt og inderligt naiv. Det er OK.
Men du vil aldrig overbevise mig om, at det er en dårlig idé, at mennesker i bred almindelighed, det, vi tit kalder “folk”, er en lille smule rare ved hinanden, bare sådan en passant og helt udramatisk.
Du vil heller ikke kunne overbevise mig om, at det skader nogen.

Stop-morale no. 2: Venlighed koster ingenting

Hvis det nu er, at no’en undrer sig over, hvad i alverden dette indlæg foretager sig i en blog om design & den slags, well: Som designer interesserer det mig i allerhøjeste grad, hvordan folk (dem husker du nok?) går og har det, hvad de laver, hvad der betyder noget for dem.

Det er jo for hulen folk, vi skaber til.
Er det ikke?

Desuden er jeg jo også en folk – er der nogen der giver et kram?

Primus Motor
man kan godt kramme sig selv, men det er ikke helt det samme…

Frem og tilbage er ikke lige langt

7. december, 2006

Bare et par strøtanker om den måde, vi – de kreative professionelle, selvfølgelig – præsenterer os selv på…
Er vi enige om, at det profesionelle vi-kan-leve-af-det-her-segment trænger til en opgradering? – og det selvom vi, ifølge Coroflot’s lønanalyse for i år, befinder os højt på Rockstar-ometeret, det gælder jo nemlig kun for dem, der rent faktisk får penge for deres arbejde (måske endda kun, hvis man står i lønmodtagerforhold? Kan jeg ikke lige gennemskue).

Lad os så også, for lissom at komme videre, bare lade som om, at vi er enige om, at vi skal ud at kommunikere, ja vi skal – også selvom det ikke altid er lige populært, blandt os selv altså.

Men hvad er det så vi skal ud med?
– eller, for endelig langt om længe at sætte overskriften i sammenhæng, skal vi fortælle, hvad vi har lavet, eller hvad vi kan lave?
– og hvordan er det med sammenhængen mellem de to?

niceconversation.jpg

Jeg tror nok, det regnes for mest normalt, at man, ved at præsentere sine fortidige meriter, dermed siger stort set hvad der kan siges om de fremtidige. Det plejer man at kalde et CV.
Spørgsmålet er bare, om det helt er nok, når man formodes at beskæftige sig med kreativ problemløsning, design, innovation, hvad vi nu vælger for en overskrift.

Når selve jobbets kerne handler om at være nyskabende, må man så ikke tilbyde sine prospektive klienter chancen for at se på lidt mere end det, der hører fortiden til?

Jeg taler lidt om “elevatortalen” og den slags – vi er stadig den nye dreng i klassen, åbenbart, for jeg synes ikke, samfund & erhvervsliv ved særlig meget om, hvad sådan nogle som os laver (det har jeg også været lidt inde på før).
Det betyder, at vi skal være virkeligt gode til at kommunikere, hvad det er vi kan – og her kommer CV’et ikke ind som nummer ét; hvad vi lavede sidste år for virksomhed A har ikke nødvendigvis særlig meget at gøre med, hvad vi kan gøre til næste år for virksomhed B.

Findes der – eller kan vi skabe – et vokabularium, ved hjælp af hvilket vi kan fortælle skeptiske, forudsætningsfri mennesker, hvad det vil sige, når vi påstår vi kan innovere…?

Jeg mener også, det er et emne, vi skal have en art vinkel på i fællesskab – såfremt vi kan skabe et sådant – fordi det er lidt det samme forhold, der gør sig gældende, når vi f.eks. brander Danish Design udadtil.
Et godt eksempel er det seneste tiltag under Kulturministeriet og DDC, som de har valgt at kalde Danish Edge – jeg synes, det er rigtig flot, der præsenteres objekter, personer og events i skøn samdrægtighed, og sitet ser pænt og overskueligt ud.
Netop dér ville det være superfedt at kunne kommunikere en eller anden meningsfuld vision ud – ikke sådan en “how to get success via design 101”-manual, og jeg vil i øvrigt slet ikke opkaste mig til klog nok til bare sådan lige at udgyde hvad der skulle stå, men det er, synes jeg, et lige så vigtigt som totalt overset projekt for os.

Jeg har sagt det før, og nu kommer den igen:
– hvis vi ikke selv siger noget, kan alle andre sige hvad de vil…!

Jesper W.
Primus Motor

Nu siger du godt nok ISO…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 4/10 – 2006)

Bloggeren her var i dag til stede under (noget af) DDC’s DESIGN:bar – et koncept der fremlægges som af netværkskarakter, men blot er et foredrag lige som alle andre. Denne dags foredrag afholdtes primært af Claus Gramstrup fra Gramstrup Design og handlede om Design:ISO certificeringen.

Her følger min udlægning, dels af arrangementet, dels dens emne…

Arrangementet først: – DESIGN:bar er skabt af de fagligt engagerede folk bag LinkUP (se også vores link-departement) som et initiativ til networking blandt designere. En fremragende og tiltrængt ide, som DDC siden har overtaget og fjernet alt netværks-orientering fra, desværre.

Jeg er ked af at måtte pege på, at DDC ikke helt tager arrangementet alvorligt; det fandt sted i centrets cafe, mens besøgende sværmede om os, og et andet arrangement på etagen ovenover fyldte vores ører med summen af stemmer – uformelt, vil man måske sige, men det underminerede den lavmælte Claus Gramstrup noget.

Emnet var som nævnt DESIGN:ISO – ISO er et internationalt system til certificering af standardiserede processer og findes inden for mange fagområder, og nu altså også design. Det er DDC, i samarbejde med bl.a. Danske Designere og Erhvervs- og Boligstyrelsen, der har stået for at få systemet implementeret i den danske designbranche, hvor indtil videre 8-9 virksomheder har opnået certifikat, og lige så mange arbejder på det.
Formålet med denne øvelse kan man læse om på DDC’s website – kort sagt handler det om at kunne dokumentere, at man kan levere varen.

Gramstrup er tydeligvis meget tilfreds med at have opnået ISO-certificering, det har stor betydning for virksomhedens bundlinie – alt tyder faktisk på, at det fungerer efter hensigten.

Der er bare et aberdabei: – systemet henvender sig til virksomheder med ledelse, ansatte, leverandører osv., og ikke mindst med overskud til at afsætte omkring 300 timer over et år til implementering af retningslinierne i en ifølge Gramstrup ganske omfattende manual.
Det forekommer mig, at andelen af danske designvirksomheder, der befinder sig i dén kategori, er til at overskue – ifølge Vækstfonden er der kun 15 designvirksomheder i Danmark med mere end 20 ansatte, og omkring 80% er enkeltmandsvirksomheder.

Drivkraften bag DESIGN:ISO, set fra DDC et al’s hjørne, er at professionalisere designbranchen, og det er der helt sikkert brug for – men talemåden “..at skyde gråspurve med exocetmissiler…” ligger lige på tungen.
Ruten fra enkeltmandsvirksomheder, der kæmper en tilsyneladende ulige kamp for overhovedet at have et eksistensgrundlag, til den omfattende proces det er at blive ISO-certificeret, kan kun kaldes et mega-kvantespring, og et, som disse ca 80% af danske, professionelle designere ikke på nogen måde kan forventes at engagere sig i.
Vi arbejder sgu for at få salt til et æg, og gevinsten ved at gennemgå sådan et hestearbejde (og det er det, hvis man er alene om det) er rent hypotetisk.

Vi, der lever vores professionelle liv i branchen design, bør respektere vores officielle organers vilje til at løfte os op i højere, kommercielle luftlag – men vi må også insistere på, at de tiltag, der gøres, har en rimelig relation til vores hverdag. De små firmaer er ikke bare branchens vækstlag, det er også dens flertal, og derfor bør deres forhold tages seriøst i betragtning.

Det synes jeg ikke, dette tiltag gør, og kan kun håbe, at man ikke har forbrugt alt for mange ressourcer på det, al den stund resultatet faktisk henvender sig til virksomheder, der allerede klarer sig fint.
Det er ørkenen, der trænger til vand, ikke oaserne…for nu at metaforisere (jeg har brugt en vand-metafor før, men det bliver den jo ikke ringere af).

MEN! – det er altså også i høj grad vores eget ansvar; jeg har stor lyst til at tage fat på at finde ud af, hvorfor sytten vi, i branchen i almindelighed og vækstlaget i særdeleshed, har så liden en lyst til at udtale os om det at være designer…

Jesper W.
coming at-yah!

Skal vi slås!?

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 17/9 – 2006)

Følgende tekst er fra Grant’s Chairs message board, som man som medlem har adgang til – undertegnedes oplæg til noget debattering…
( – registrer dig på medlems-siden, så kan du også være med, og få adgang til Files-området)

Fakta om designbranchen:
– Gennemsnitslønnen for en designer er 157.000,- om året
– arbejdsløsheden blandt designere er 50%
– Kun 15 danske designvirksomheder (under 1%) har mere end 20 ansatte
– 95% af design-virksomhederne i Danmark er enkeltmandsvirksomheder
(kilde: Vækstfonden, analyse omtalt i “Venture” nr. 18 – kan downloades fra dette site’s Files-område. Jeg anbefaler at læse det, og der må gerne råbes imens…)

Det er røvsyge tal – der i øvrigt gælder for kreative professionelle over en særdeles bred kam, i og med differentieringen i de kreative erhverv i Danmark er meget ringe.

Konklusionen, min såvel som Vækstfondens, og andres i øvrigt, er at der ikke er særlig god forretning i Dansk Design, uagtet det generelt opfattes som et stærkt brand.
Design er en decideret svag branche – og vi her i Grant’s Chair bør påtage os et medansvar for at gøre den stærkere, simpelthen fordi vi, i en vis grad og ganske uformelt, er en gruppe af kreative professionelle.
Bør vi ikke?

Vi kan jo starte med at diskutere det med hinanden – ikke for at blive enige om, “- hvad design er” eller sådan noget, men netop for at sætte os selv, og vores forskellighed, på dagsordenen.
Hvad kunne du tænke dig at sige til en gruppe kolleger, hvis du får ordet? – eller til en gruppe erhvervsfolk/investorer?

Ved at ligge passivt og homogent samlede under stemplet “Danske Designere” placerer vi os i et konkurrent-forhold til hinanden, der ikke er reelt, fordi vi er og arbejder forskelligt.
Eller hvad…?

(det er ikke det rene fis, detteher – hvis vi selv griber fat om vores fags fremtid, så er der penge i lortet!)

Mvh
Jesper W.

Eurogel fortsat

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 12/9 – 2006)

Sidste nyt fra The Brain:
– har du stadig lidt svært ved at finde ud af, hvad dette Gel er for noget (det er heller ikke sådan at sætte en finger på) så besøg disse sites, hvor andre gæster fortæller lidt om deres oplevelser:
Fatdux – Eric Reiss
Learninglaboratory – Annette Kramer
Andrew’s blog – Andrew Ferrier

Der er også andre interessante aspekter etc. at finde via sådan nogle sites som disse – det er vist et aspekt af det, der kaldes “internettet 2.0″…mere herom (sandsynligvis) i senere poster.

Jesper W.
Indian Summer, anyone?

Creative Commons

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 12/6 – 2006)

– er for fedt!
Lawrence Lessig er manden, der lagde ansigt til, da Creative Commons-systemet i denne weekend blev introduceret i Danmark, og som på yderst tiltalende måde beskrev systemet i Deadline forleden dag – en veltalende fyr med en interessant mission.
Det er det her: http://www.creativecommons.org

CC er, efter denne skriver-ka’ls mening, et supergodt eksempel på en tids- og omstændigheds-svarende måde at forholde sig til rettigheder på: Inspireret af internettet og Open Source/GNU GPL (GNU = “Gnu’s Not Unix”, et open source styresystem, GPL = General Public License), og af det faktum at kunstnere og andre kreative ALTID har ladet sig inspirere af hinanden og citeret hinanden til fælles gavn, giver CC et bud på at styre inspirations-flowet, så det virker rimeligt og ikke ender med et af de to ekstremer – som er enten Disney/Michael Jackson-agtig flueknepper-juristeri over for enhver hårdt-trukken lighed med rettigheds-beskyttet materiale, eller i den modsatte ende af skalaen, pirat-anarki, hvor alt og alle udnyttes uden at få noget ud af det.
Lessig selv gav udtryk for holdningen på denne måde (cirka, formuleringen er min egen): Det handler om at give mulighed for, at nogen f.eks. kan bruge en Lionel Richie-sang i en kunst-video, uden at skulle betale millioner af dollars (bogstaveligt talt!) i licens, fordi denne brug på ingen måde formindsker salget af den pågældende sang, snarere i virkeligheden det modsatte.
Altså at åbne for citater, så længe disse ikke vil indvirke negativt på det oprindelige værks værdi for dets skaber, og dermed give næring til ny kreativitet i denne, vores digitale tidsalder og verden, i stedet for at smække døre og porte i for næsen af de skabende.

Derudover handler det også om, at de, der har mulighed for at forfølge copyright-sager i millionklassen, det er de store koncerner (Disney, Sony, Microsoft et al), og det er derfor dem, der så at sige sidder på den kreative kapital – men det er bare sjældent (eller aldrig) de store corporations, der skaber det virkeligt interessante nye. Se bare på Skype eller IO Interactive, for at nævne et par lokale eksempler (der nu er mega-corporate, men startede nede blandt græsrødder og selvkørende nørder).

Måske vi, der arbejder med produkter, også kunne have noget godt ud af at anskue vores egen situation på en ny måde? Det er jo et faktum, at risikoen for kopiering ligger langt fremme i mange designeres bevidsthed, og den frie bevægelighed (af alting) i en globaliseret verden gør det ikke nemmere at overskue. Bare en tanke…

Hvorom alting er: Godt gået, CC!

Jesper W.
– nu med knæbukser

– Og man kan…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 1/6 – 2006)

– også skrive til mig (info snabel-a grantschair dot dk), hvis man synes, der er noget der skal kommenteres på.

Jesper W., P.M.

Netværkets nye feature

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 1/6 – 2006)

Dette er en såkaldt “blog” (kort for “weblog”, som betyder net-dagbog). Den vil blive brugt til at docere og harcelere til højre og venstre, poste nyheder fra, og i, designmiljøet og Grant’s Chair – og der kan og må gerne kommenteres, det er en ren debat-udfordring.

Eftersom dette er det første, jeg skriver her, vil jeg nu klikke på “Save entry” for at se, om skidtet virker (det er Open Source – se forklaring: http://en.wikipedia.org/wiki/Open_source, så det virker nok bedre end købe-programmer).

Vi blogges!
Jesper W., P.M.