Archive for the ‘Jesper Wille’ Category

Grant’s Chair – et betinget gravskrift…

12. november, 2007

“Hvad er der sket med Grant’s Chair…?”
– spørgsmålet plager og nager, gør det ikke? Nogen, i hvert fald.

Netværket GC er, siden sin begyndelse, blevet drevet af nærværende Primus Motor, Jesper W., og en lille gruppe dedikerede medlemmer – arbejdsfordelingen har været således, at JW tog sig af initiativ, invitationer til CoffeeShops etc., og den nævnte lille gruppe ydede support i form at kreativt input, praktisk hjælp v. CoffeeShops, og så videre.

Det ligger i sådan en konstruktions natur, at hvis Primus Motor, af en eller anden grund, ikke iværksætter intiativerne, fastlægger datoer, temaer, sætter ting i gang, så sker der ikke noget – og her er vi ved sagens kerne…

Primus Motor, Jesper W., er nemlig en helt almindelig dødelig fyr, der skal ha’ hverdagen til at hænge sammen på alle mulige måder, og i det sidste år eller så har han simpelthen haft for travlt med dét, til at tage de nævnte initiativer.
Faktisk har jeg været så ophængt på mine egne affærer, at jeg ikke bemærkede at ejerskabet på domænet grantschair.dk løb ud, mellem mine fingre kunne man måske sige. Derfor eksisterer sitet ikke mere, og kun denne blog er tilbage på nettet.
– men henne i andre afdelinger af kommunikationsteknologien findes netværket selvfølgelig endnu – som man vil vide, hvis man er medlem eller på den eksterne mailingliste, så sender jeg fortsat mails om ting og sager, der kommer kreative ved, og henne på LinkedIn er der connections mellem folk, der kender hinanden fra Grant’s Chair, og så videre.

wheredowego

Såeh, man ved jo aldrig hvad der sker, engang i fremtiden – måske genopstår GC i en anden form, i hvert fald ved jeg, at det har været til gavn og glæde for i det mindste nogle af medlemmerne, at netværket har eksisteret…

Tak for denne gang, og keep networking – det virker, og det er sjovt og spændende, hvis man tager det alvorligt.

Cheers.
JW

INDEX: (re)visited…

3. september, 2007

Man kan måske huske at jeg tidligere har talt ganske varmt om INDEX:, i håbet om, at dette event kunne give design-debat og ditto miljø et los i den rigtige retning – allerhelst over for såvel offentlighed at large som internt blandt os kreative professionelle.

Nu er den her så, udstillingen af de omkring 100 nominerede designs på Kgs. Nytorv, og en lille pavillion m. info både udenpå og indeni. Går det så godt som jeg håbede?

Ak, desværre ikke…

Jeg må nok hellere slå fast, at jeg har den største respekt for de mange designere og opfindere, hvis ting er præsenteret i plasticboblerne på Nytorv’et – det er sgu seriøst arbejdende folk, der alle har lagt noget i deres projekter, ingen som helst tvivl derom.
Er vi klar på det?

Godt – eller rettere, skidt, for så skal jeg til det: Brokkeriet…

Punkt 1: – langt de fleste af projekterne er det, man kalder “inkrementel innovation” på moderne sprog. Det betyder, at man har taget noget eksisterende og gjort det lidt bedre, altså ganske almindelig produktudvikling, egentlig, bare med et finere navn.

Det er der ikke noget galt i – men det rykker ikke vildt meget på en udstilling; er man designer, så er det faktisk processen i den inkrementelle innovation (og ikke mindst, hvordan laver man penge på den), der er mest interessant, for resultatet er i sagens natur ikke banebrydende, i og med det er 80-90% allerede eksisterende produkt – og er man “civilperson”, er inkrementel innovation slet ikke interessant, så er man nemlig ligeglad med processerne og vil hellere imponeres, og det bliver man ikke over disse ting, uanset hvor velmente de er (står der selv i bittesmå tekststykker, der uforklarligt er kortere på dansk end på engelsk).
Pænt er det jo, det meste, og beregnet til fattige og syge, men imponerende? Ikke så meget.

At sætte den slags projekter ind i en montre får det hele til lidt at ligne en særudstilling på Arbejder-muséet, med titlen “Hverdagen som professionel, ansvarlig designer”, og vi ved jo godt, at sådan en formidling kan få alt til at virke gabende kedeligt, selv virkelig gode ideer…

Punkt 2: – lidt en fortsættelse af 1, her spørger jeg nemlig: Hvor er modet henne? – hvor er de projekter, der skal begejstre nogen (f.eks. de formodede modtagere)?
Eller sagt på en anden måde: Sparker det her røv?

Næh – igen, desværre…

Det eneste projekt blandt de mange, som undertegnede er begejstret over, er elbilen Tesla, og det er sgu ikke udstilligens skyld, for dér får man ikke andet at vide end at den findes, som ide i hvert fald.
Jeg kender projektet i forvejen, og kun derfor ved jeg, hvor fedt det er.

Resten er varierende niveauer af gode projekter (og så nogle få som er åndssvage, men jeg vil ikke pege fingre) men jeg kiggede altså forgæves efter modige, banebrydende ideer, som virkelig giver éns egen kreativitet blod på tanden, så den begynder, du ved: ” – ja, fedt! – og så kunne man også…!!” og deruda’.

Jeg savnede den følelse jeg fik, da jeg var på NEXT i hine tider.

Punkt 3: – Hvad mener man egentlig med “Design to improve Life”?

Jeg spørger, fordi en række af de nominerede faktisk er ganske almindeligt design, f.eks. Biomega’s fine foldecykel, Disposable brudekjole, Flow design Concept, Proaesthetics (som man kan se, er jeg gået alfabetisk frem på INDEX:’s liste, fortsæt selv).
Det jeg mener med “almindeligt design” er selvfølgelig, at der er tale om en designers æstetiske Tour de Force, og alle de floromvundne ord, om hvor meget bedre alles liv bliver på grund deraf – well, helt ærligt: Varm luft, ik’?

Vi kender det jo godt og bruger det selv.

Den eneste, hvis liv bliver forbedret af den slags projekter, er designeren – eller hvem der nu tjener penge på det.

Med mindre, selvfølgelig, man vil hævde at ethvert liv bliver bedre med lidt bedre æstetik (hvad man jo faktisk godt kan hævde, hvis man synes) – men hvorfor skulle INDEX: så være noget særligt i dén henseende, som afsnittet Design Thinking (der også er at læse på billboards på K. Nytorv) jo klart antyder, at man synes, det er?

Så er alt design jo “Design to improve Life”, er det ikke?

Den største fare for projekter som INDEX: er, at det ser ud som om de eneste, hvis liv bliver bedre, er dem, som er aflønnet af organisationen…

De bedste af de udstillede designs er sunde, jordnære, gode projekter, hvoraf mange også allerede er på vej ud i verden, i en eller anden grad, og den form for design er al ære værd – så meget desto værre, at de dels placeres lidt ukritisk ved siden af rene luksus-designs, dels at netop sundheden i dén slags projekter er noget, man skal gætte sig til, fordi kommunikationen forgår på gammeldags udstillings-facon, hvor det mere kapow-agtige er på hjemmebane.

Min bøn til INDEX: (for selvfølgelig har jeg én, de har jo penge og indflydelse): – sats MEGET mere på god, åben kommunikation, og sæt go’e penge af til at finde ud af, hvordan den side af sagen kan blive MEGET bedre.
Og vælg projekter ud med en meget hårdere hånd – acceptér måske ligefrem, at selve eventet bliver mindre spektakulært, i omfang altså.

I den verden, udstillingen taler til, skal der nemlig meget mere mod til at vove ikke at spille på det spektakulære, og i stedet satse benhårdt på kvalitet i kommunikationen.

Ja, det er jo bare min subjektive mening, ikkesandt…?

Dem – og os – og dem…

28. marts, 2007

Hunden her var i sidste uge til workshoppen “Struktur & Transparens” hos RIAS A/S – et initiativ skabt af RIAS og Sapa for at bringe de kreative og de producerende tættere på hinanden.
Det var et rigtig godt initiativ, så jeg sætter pølserne til tastaturet for at forsøge at formidle hvorfor jeg synes det – og hvorfor ikke starte med at citere (eller i hvert fald parafrasere, jeg husker ikke så godt) Lone Juric fra RIAS: “der består en slags had-kærlighedsforhold mellem de kreative og de producerende virksomheder – begge parter ved dybest set godt, at de er afhængige af hinanden for deres fremtid, men deres holdning over for hinanden er præget af fordomme…”.
Vores – de kreatives – fordomme går ud på, at de producerende efter overvældende sandsynlighed er for smalsporede og snævertsynede til at fatte vores vision, at de vil gøre alt for, i konservatismens navn, at gennemhulle den, og at de er nærige og blodfattige i forhold til at skyde penge i sand innovation.
De producerende, siges det (jeg er ikke en af dem, så på forhånd undskyld hvis jeg tager, øøh, munden for fuld), mener at vi er uden jordforbindelse og respekt for deres virkelighed, at vi ikke er til at tale med fordi alting er et angreb mod vor hellige, kunsterniske integritet, og at vi skal have et hårrejsende beløb for at tegne tre streger på en Post-It.

Disse ting er, som fordomme har det med at være, meget lidt dækkende, for ikke at sige direkte usande. Jeg mener, der kan sikkert findes eksempler i begge lejre, der passer, men det er næppe reglen.
Hvorfor er det så sådan? – vi var temmelig mange kreative til stede, og en lidt mindre gruppe fra de to producerende virksomheder, og ingen af os havde været til en lignende workshop eller event før, hvor det explicitte mål var at bygge nogle solide, sociale broer mellem kreative og producerende.

Under det udmærkede måltid, der afsluttede seancen, måtte vi konstatere, at vi ikke umiddelbart kunne pege på nogen grunde dertil – derimod var alle rørende enige om, at dagen havde været god, og at vi alle vil have fordel af mere af den slags.

Jeg har tidligere vovet denne flig af min pels, og peger lige lidt hen på det igen: Det er faktisk et fuldgyldigt aspekt af en, skal vi sige, tankefuld innovations- eller kreationsproces, at man tager stilling til et produkts vej gennem tilblivelsen, materialer og alt sådan noget – designeren skal flytte grænser og gøre noget nyt, ellers er det ikke specielt innovativt, men man skal vide i hvert fald nogenlunde hvor grænsen er, for at kunne overskride den på en meningsfuld måde.
Derfor er denne form for kontakt til alle dem med produktive kompetencer (så at sige), og delingen af viden med dem og hinanden, helt utroligt vigtig – og det er også, mener jeg, meget vigtigt, at dette finder sted sådan generelt, og ikke kun når man har et specifikt projekt og så opsøger hinanden.
Da har man nemlig tendens til at finde ud af ting, der måske har lidt for meget med netop dén opgave at gøre – noget af det er selvfølgelig også generelt relevant, men det er mere held end forstand. Vi skal også angribe det fra den anden side, og have en generel kontaktflade til hinanden og en generel idé om, hvad “de andre” går og har gang i.

Jeg er glad for at have været med og have lært disse foregangs-virksomheder at kende, og jeg håber, dette griber om sig, tak skal I have, Sapa og RIAS!

(og det er søreme mig på billedet under pressemeddelelsen, med hovedløs og beskåret – se hvor vi er kreative!)

Æres-nørder

28. marts, 2007

For lidt tid siden forfattede jeg en mail, som det var min intention at sende til Simon Bressendorf & Søren Thor Jørgensen på DR – jeg kunne ikke opspore d’herrers mail-adresser, og blev, som det er min natur, optaget af andre ting, og nu er teamet gangen heden og mailen forældet.
I dag, da jeg støvede af på mit harddrive, snublede jeg over den, og fordi jeg stadig mener hvert et ord, får den (næsten) evigt liv her i bloggen:

simonsøren

Højtærede Søren og Simon –

Det er med stor fornøjelse, at Primus Motor hermed, efter egen diktatoriske og subjektive beslutning, udnævner Jer til æresmedlemmer af Grant’s Chair Netværk for Kreative Professionelle.

I har gjort Jer fortjent til denne udnævnelse, fordi I, via Jeres TV’s-program Store Nørd, repræsenterer nogle af de værdier og egenskaber, der bør anerkendes og endda efterstræbes af kreative proffer inden for enhver disciplin.

Et typisk Store Nørd-projekt går ud på at bruge en stor og sund nysgerrighed til at stille intelligente spørgsmål, som fører til tilegnelse af viden og tit en snak med eksperter, og endelig til skabelsen af et produkt af en eller anden art, som beskriver, forklarer og/eller udnytter den viden, I har tilegnet Jer.
Det er jo præcis den samme problemløsnings-opskrift, som den kreativt problemløsende professionelle anvender: Fra en – forhåbentlig – intelligent problemdefinition, over research, vidensindsamling etc., til skabelse af et slutprodukt.

I har efterhånden arbejdet for DR og lavet Store Nørd i lang tid, og viser os, at man kan fastholde et job som Krea-Pro (fy for den, hjemmelavet sammentrækning!) – samtidig med at I viser ungerne, at spørgetrang, skaberevne og lysten til at lege kan bruges til noget (hvor mange af os kan prale af at have fået en Ellert til, ikke bare at køre enormt stærkt, men også både flyve og sejle?).

I har det, vi kalder en “get shit done”-holdning – hellere se at få lavet nogle forsøg og skruet nogle ting sammen, som måske ikke virker, end sidde med hænderne i skødet og snakke og teoretisere tingene ihjel.

I tager jer selv, jeres viden og erfaring alvorligt, men ikke højtideligt – og bruger den til både at spørge, svare og til at håndtere, at man af og til klokker lidt i spinaten.

I henvender jer til et publikum, der pr. definition ved mindre om stoffet end Jer selv – de er jo børn, og I voksne – men I respekterer dem og taler aldrig ned til dem, og deler gavmildt og sjovt ud af Jeres viden, humør, og også temperamenterne, I har.

Konklusion: Håndtegn og kudos til de Store Nørder, vi andre kreative professionelle kan lære meget af Jer – velkommen i Grant’s Chair!

*luk øjnene og forestil Jer, at I står på en scene foran os allesammen, med flade, sorte, amerikanske professor-hatte, kapper og et sammenrullet æresdiplom i hånden, og vinker fåret til kameraerne…*

Jesper W.
Primus Motor
– jeg skulle hilse fra min datter og sige STORE NØRD!

Postkort fra – mig…

24. januar, 2007

Du vidste det nok ikke, men Jesper W., primus motor, har et alter ego: Jesper Serapis.
Jesper Serapis bor i Second Life, og han har været lidt omkring for at tage nogle turist-snapshots og se denne nye verdensdel, og det synes jeg, han skulle dele med jer, kjære læsere – lad os så samtidig tage et kig på Second Life…

Hva’ i al-den-ondehyleme er Second Life, spørger nogen måske – jah, kort fortalt: Second Life er en virtuel verden, skabt inde i computere. Man besøger den ved hjælp af en lille, 3-dimensionel repræsentation af sig selv (en såkaldt avatar), og hele Second Life-verden er en 3D-verden, man kan gå – og flyve og teleportere – rundt i.
SL (som man forkorter det) indeholder af sig selv himmel, jord og vand – alt andet derinde er skabt af beboerne, de små avatarer. De bygger og laver tøj, skaber små programstumper, scripts, og animationer, alt sammen til avatarerne, som således både kan komme til at se cool eller sjove ud, og have det skægt.
Meget kort fortalt.


Sådan ser der ud på Help Island, hvor man kan øve sig i sine grundlæggende SL-færdigheder

Jesper Serapis blev født den 20. september 2006 på Orientation Island i SL, hvor alle avatarer fødes. Siden har han tilbragt en hel del timer i SL, mest med at være på sight seeing og tale med folk, han har dog også øvet sig lidt i at bruge SL’s bygge-værktøjer, en simpel form for 3D-modellering.
Man kommunikerer med tekst-chat, og Jesper Serapis har fået en del venner – vi mødes og snakker, eller tager ud og laver noget sammen, ser noget sjovt i SL eller møder atter andre mennesker.


Her står jeg – nr. to fra højre – og sludrer med et par bekendte: Dr. Cosmos, Guru og Indie…

Sådan beskrevet, så lyder SL som en slags 3-dimensionel MySpace, et socialt sted, hvor man forstærker den traditionelle internet-chat med en slags tilstedeværelse, og det er også i nogen grad sandt – men til forskel fra andre virtuelle mødesteder er SL ikke “community driven”, men “financially driven”.
Det er økonomi, der styrer SL.


Devil’s Moon – en Blade Runner-agtig bydel, mørk og fugtig og superflot bygget. Man kan også besøge én af SL’s største animationsbutikker her.

For i SL kan man nemlig ikke bare bygge og alt det andet, jeg nævnte før – man kan også købe og sælge det, for Linden-dollar, som valutaen hedder. Dém kan man købe gennem SL’s valutabørs for rigtige penge, eller tjene dem ved at have et SL-job, og mest væsentligt: Man kan sælge sine L$ for rigtige menneskepenge.
På nuværende tidspunkt har små 100 personer en indtægt på over 5000 US$ om måneden fra SL, omsætningen pr. 24 timer i SL har (dette døgn, f.eks.) passeret 800.000 US$, det er simpelthen en økonomi. Ganske lille, sammenlignet med den virkelige verdens store firmaer, men til gengæld voksende med ufattelig fart – antallet af registrerede brugere, f.eks., er vokset med 300%, siden Jesper Serapis blev født, antallet af samtidige logins er steget fra et max. på små 10.000 til et minimum på 12-13.000 – det nuværende max. nærmer sig 30.000.

De store moguler i SL er dem, der ejer større mængder land – ganske vist betaler man ikke blot for at købe land, men også for at have det, men til gengæld kan man generere indtægter, dels gennem videresalg og udlejning, dels via den trafik af avatarer, der er på éns landområder.
Det er her, økonomien begynder at drive en stor del af adfærden i SL.
Man kan nemlig sparke trafikken opad ved at lokke med penge, for eksempel casino’er, penge der vokser på træer, stole og “dance pads”, hvor éns avatar sidder eller danser og får udbetalt små beløb pr. 5 eller 10 minutter, og alverdens største sælger: Sex.

På kortet over hele SL, som man bruger til at navigere rundt med, kan man se andre avatarer som små, grønne prikker – på grund af ovenstående vil man ofte opleve, at man, hvis man søger derhen hvor prikkerne står tæt, lander i en stripklub eller et casino.

Det kan godt bibringe én det indtryk, at folk i SL ikke laver andet – men det gør de, det har Jesper Serapis både set, hørt og læst om.


Øen Svarga – et eventyrligt sted, smukt bygget, og fuld af krinkelkroge og ting at opdage. Man kan fodre fugle, blive orakel-spået, svæve i ambi-pod’en og meget mere…det skal ses.

Forleden dag var han til Q&A-session med en ledende medarbejder fra C-Net Networks, han har besøgt Reuters Bureau for seneste nyt om SL og den virkelige verden, siddet i diskussionsgruppe med en af folkene bag SL, han blev, gennem en gruppe han er med i, inviteret til en independent film-premiere hos Sundance Channel og til Oscar-uddelings-fest her lige om lidt. Han har talt med researchere, designere, programmører og andet godtfolk, og besøgt en fodmalers SL-galleri (jep, hun maler med fødderne, er født uden arme – hendes avatar har heller ingen arme).
Der er mange, der undersøger SL, lærer af det og af folk der, og ønsker at deltage i at udvikle en ny måde at bruge det verdensomspændende (og bare spændende) internet på, ikke bare www, men hele netværks-teknologien.


Et andet eventyr-sted, Lost Gardens of Apollo – bygget af en dansker, Dane Zander. Jesper Serapis har sprunget i faldskærm fra tårnet i baggrunden og danset salsa der, blandt andet…

Så hvad synes vi, mig og Jesper, så om Second Life?
Det er superfascinerende, ingen tvivl om det. Man kan bruge masser af tid på blot at gå og flyve rundt og se på, hvad der er skabt, shoppe og tale med folk fra hele verden. Har man lyst til, at det skal være lidt mere af en spil-oplevelse, kan man finde øer, hvor der rollespilles, fægtes med sværd, skydes monstre og sådan noget – alt stadig skabt af indbyggerne.
Det peger mod fremtiden – en mere rumlig, og på en måde mere menneskenær, oplevelse af netværks-baserede aktiviteter. Det er ikke sikkert, det skal se sådan her ud, men det er helt sikkert, det vil udvikle sig, væk fra det tekstbaserede internet (let’s face it, det er www i overvældende grad, uanset hvor flash-agtigt det hele er).
Der er nok dem, der vil mene, jeg er på tynd is, når jeg kalder det menneskenært at flintre omkring i en cyber-verden og flyve og være et pelsdyr og en robot og gå på casino og stripklub og skyde grønne slim-uhyrer – det jeg mener er, at interaktionen gennem en 3D-verden, med tyngdekraft og andre regler, vi kender, giver sindet velkendte mekanismer at forholde sig til, også selvom reglerne kan overtrædes og vi kan flyve.
Det ligner lidt magi, som vi kender den fra eventyrene.


Salsa på Apollo med min ven Victoria – kunststuderende fra England (tror jeg nok, i SL kan man være, hvem man vil. Måske er Victoria ikke engang en kvinde?)

Lige nu har systemet svagheder. Det er rent teknisk; det store, og voksende, antal brugere presser al hardware og software til det yderste, og nørderne bag systemet knokler på overtid bare for at følge med. Interface’et appellerer til folk, der har prøvet at spille first person-agtige spil, men det er lidt indviklet og kan nok bremse mange.
Casino-og-sexklub-tendensen kan give SL et ry, jeg ikke synes det fortjener helt, og som i hvert fald kan være med til at undergrave, hvad SL og andre meta-verdener vil kunne bruges til i fremtiden.

Men det har også styrker – det kan binde verden sammen på tværs af grænser, og lægge ryg til at udforske utalte muligheder inden for sociale og tekniske discipliner og i forretningslivet, før disse slippes løs på vores virkelige avatarer, dem af kød og blod.

Bottom line (for nu, i hvert fald): Second Life er et besøg værd – det er sjovt, og det er gratis. Den lillebitte flig af tæppet, jeg har løftet med disse billeder, viser nogle af de steder, jeg synes er fede, og ikke så mange “mennesker”, og jeg anbefaler i det hele taget, at man tager sig tid til at udforske, og ikke bare følger med den største og tilsyneladende mest målrettede flok. Det er jo heller ikke særlig sjovt i virkeligheden, vel?
Når det er sagt, så er det også skægt at få sin avatar til at se fiks ud, og rende rundt og shoppe – det er en del af SL-oplevelsen, ingen tvivl om det.
Men mest af alt, så er det spændende, sjovt og interessant at møde mennesker – det er også ligesom i den virkelige verden: Det er nu altså menneskene, det handler om. Det er dem, der er gang i, ik’?

Kig forbi hvis du er i nabolaget…

Jesper W.
aka Jesper Serapis

Hvorfor ved man ikke den slags!?

5. januar, 2007

Wow, manner – og øv!
Jeg har lige netop i dag fundet ud af, at d. 22. december – just forgangen – var en officiel Free Hugs-dag her i København, ved Nørreport.
Det er et klart wow, fordi Free Hugs er så fedt, og mega-øfferen, at jeg ikke vidste det før nu!

Så det her er Free Hugs, altså…:

Det kræver jo egentlig ikke så megen forklaring: Det er gratis kram, for alle har brug for ét.

Nogengange kan man fortabes i mørk misantropi, og mene at verden er på vej, som de siger i U-SA: To hell in a hand basket – og så kommer der sådan en fyr som Jason Hunter og starter en global bevægelse, hvis eneste formål er, at folk skal være søde ved hinanden så længe som det tager at give hinanden et kram.
– og er man ikke fuldbefaren udi kramning (man har måske aldrig prøvet andet end et Krasnapolski-kys) så er der skam også en udførlig “How To“-trin for trin-instruktion at søge hjælp i.

Jeg tror, der er mange, som synes det sgu er for grænse-overskridende – man kan ikke bare gå og kramme på fremmede. Netop derfor er Free Hugs-bevægelsen (eller andre, lige så seriøse tiltag) faktisk ret vigtige.
En vildt fremmed, der slår armene om én vil nok indkassere temmelig meget andet end et smil – men når man lissom har indgået denne overenskomst, at begge parter ved, det sker i Free Hugs-regi, så kan man sænke paraderne i de få sekunder det tager.
I øvrigt viser et utal af film på YouTube, at der eksisterer sådan noget som et “hug by proxy” – prøv at se nogle af dem, f.eks. denneher, og læg mærke til folk rundt omkring kramme-scenen. Der er da helt tydeligt mange af dem, der lige får et kram pr. stedfortræder, det kan man se på deres glade fjæs.

Stop-morale no. 1: Glade folk gør andre folk glade.

Du har lov, kære læser (*betragt dette som et virtuelt kram*), til at mene, at dette – både projektet og min begejstring for det – er dybt og inderligt naiv. Det er OK.
Men du vil aldrig overbevise mig om, at det er en dårlig idé, at mennesker i bred almindelighed, det, vi tit kalder “folk”, er en lille smule rare ved hinanden, bare sådan en passant og helt udramatisk.
Du vil heller ikke kunne overbevise mig om, at det skader nogen.

Stop-morale no. 2: Venlighed koster ingenting

Hvis det nu er, at no’en undrer sig over, hvad i alverden dette indlæg foretager sig i en blog om design & den slags, well: Som designer interesserer det mig i allerhøjeste grad, hvordan folk (dem husker du nok?) går og har det, hvad de laver, hvad der betyder noget for dem.

Det er jo for hulen folk, vi skaber til.
Er det ikke?

Desuden er jeg jo også en folk – er der nogen der giver et kram?

Primus Motor
man kan godt kramme sig selv, men det er ikke helt det samme…

Frem og tilbage er ikke lige langt

7. december, 2006

Bare et par strøtanker om den måde, vi – de kreative professionelle, selvfølgelig – præsenterer os selv på…
Er vi enige om, at det profesionelle vi-kan-leve-af-det-her-segment trænger til en opgradering? – og det selvom vi, ifølge Coroflot’s lønanalyse for i år, befinder os højt på Rockstar-ometeret, det gælder jo nemlig kun for dem, der rent faktisk får penge for deres arbejde (måske endda kun, hvis man står i lønmodtagerforhold? Kan jeg ikke lige gennemskue).

Lad os så også, for lissom at komme videre, bare lade som om, at vi er enige om, at vi skal ud at kommunikere, ja vi skal – også selvom det ikke altid er lige populært, blandt os selv altså.

Men hvad er det så vi skal ud med?
– eller, for endelig langt om længe at sætte overskriften i sammenhæng, skal vi fortælle, hvad vi har lavet, eller hvad vi kan lave?
– og hvordan er det med sammenhængen mellem de to?

niceconversation.jpg

Jeg tror nok, det regnes for mest normalt, at man, ved at præsentere sine fortidige meriter, dermed siger stort set hvad der kan siges om de fremtidige. Det plejer man at kalde et CV.
Spørgsmålet er bare, om det helt er nok, når man formodes at beskæftige sig med kreativ problemløsning, design, innovation, hvad vi nu vælger for en overskrift.

Når selve jobbets kerne handler om at være nyskabende, må man så ikke tilbyde sine prospektive klienter chancen for at se på lidt mere end det, der hører fortiden til?

Jeg taler lidt om “elevatortalen” og den slags – vi er stadig den nye dreng i klassen, åbenbart, for jeg synes ikke, samfund & erhvervsliv ved særlig meget om, hvad sådan nogle som os laver (det har jeg også været lidt inde på før).
Det betyder, at vi skal være virkeligt gode til at kommunikere, hvad det er vi kan – og her kommer CV’et ikke ind som nummer ét; hvad vi lavede sidste år for virksomhed A har ikke nødvendigvis særlig meget at gøre med, hvad vi kan gøre til næste år for virksomhed B.

Findes der – eller kan vi skabe – et vokabularium, ved hjælp af hvilket vi kan fortælle skeptiske, forudsætningsfri mennesker, hvad det vil sige, når vi påstår vi kan innovere…?

Jeg mener også, det er et emne, vi skal have en art vinkel på i fællesskab – såfremt vi kan skabe et sådant – fordi det er lidt det samme forhold, der gør sig gældende, når vi f.eks. brander Danish Design udadtil.
Et godt eksempel er det seneste tiltag under Kulturministeriet og DDC, som de har valgt at kalde Danish Edge – jeg synes, det er rigtig flot, der præsenteres objekter, personer og events i skøn samdrægtighed, og sitet ser pænt og overskueligt ud.
Netop dér ville det være superfedt at kunne kommunikere en eller anden meningsfuld vision ud – ikke sådan en “how to get success via design 101”-manual, og jeg vil i øvrigt slet ikke opkaste mig til klog nok til bare sådan lige at udgyde hvad der skulle stå, men det er, synes jeg, et lige så vigtigt som totalt overset projekt for os.

Jeg har sagt det før, og nu kommer den igen:
– hvis vi ikke selv siger noget, kan alle andre sige hvad de vil…!

Jesper W.
Primus Motor

Christiania, byens perle?

26. november, 2006

Hvis man har læst lidt af mine udgydelser, kender man min relative modvilje, dels mod underskriftsindsamlinger som “blunt instrument” med hvilket man slår hinanden, dels mod at blande mig i emner, der kan gå hen og blive noget værre politik.

Men jeg gør det jo alligevel – både skriver under (af og til) og blander mig (lidt oftere…).

Så dér.

Christiania: Den store diskussion, skal en lilleput-storby, som Kbh jo er, have plads til det skæve (det var ikke ment som en joke – OK, lidt måske) og anderledes, de excentriske sjæle, der bare gøre alt på deres egen måde – eller skal vi have rettet mere ind til højre, så alle Kbh’ere kan få fod under eget IKEA-bord og plads til vækst i friværdien?
Man aner måske, hvor min sympati ligger…

Den debat er, så at sige, “gone the way of the Ungdomshus” – over for den almægtige ejer af de pågældende stykker real estate står man juridisk forsvarsløs. Det er noget med retssikkerhed og som sådan i sin orden – om beslutningerne, der håndhæves på dette grundlag, er specielt snedige, er straks et mere åbent spørgsmål.

Men – der er stadig en stor debat, der skal tages, og det er den, jeg sætter fingre til tastatur her på en højhellig søndag for at give den en chance:
Hvad skal der ske – eller rettere, hvad vil vi tillade, der sker – med det stykke storby-natur, som Christianias voldområder har forvandlet sig selv til i løbet af tre årtier uden indblanding fra Vej & Park?

Her kan du finde info og links…
Og her kan du skrive under, hvis du allerede har besluttet dig

cphchestnut-01.jpg

Det er en fair påstand, at det ikke er noget man bare lige tager stilling til – det er vel en svær problemstilling, er det ikke? Slots- og Ejendomsstyrelsens Udviklingsplan for Christiania alene er på over 100 sider, for pokker!
Jo-eh, der er meget at tage stilling til – og så alligevel: Når jeg, ca. midt i planen og under yderst overfladisk skimning, støder på ordlyden “…selektiv udtynding af træer og krat…” på voldene, så hyler alle alarmer i mit hoved.
Det er noget med at forbedre adgangsforhold og sådan noget, men hør lige her, der er sgu ikke rulletrapper i naturen, den er naturlig – det er derfor, vi kalder den “natur”, ikke?

Jeg kan ikke noksom udtrykke min modvilje mod nogen, selv moderat, frisering af dette, Københavns måske smukkeste, rareste stykke urban natur.
Vi er i gang med, under byfornyelsens og andre bannere, at frisere og fladskure stakkels, lille København sønder og sammen – snart skal man på museum for at se en ganske almindelig guldøl-og-tis-stinkende bums, sovende på en bænk, og selv en skolopender formenes adgang inden for ringvejssystemet, med mindre den ifører sig blå svømmehals-futter og hårnet.

For at vi kan tillade os at påstå, at der er plads til at være leve (og ikke bare være i live) i København, skal der også være plads til rod, pjat, snavs, fliphoveder, excentrikere, freaks og ukrudt – spørg bare ham dér Tor Nørretranders, eller i hvert fald hans mursten “Mærk Verden”: Skønhed bor et sted mellem orden og kaos.
– og ifølge mig: Noget af den bor på Christiania…

Til alle, der ikke har lyst til at støtte Fristaden: Lige præcis dette projekt handler ikke om hashrygende, barfodede, økologiske-huse-byggende hippier, men om den natur, der har fået lov at skabe sig selv under deres skæve vinger – så skriv nu bare under.

Jesper W.
Primus Motor
– og ham der selv mener at værdsætte natur, også selvom jeg ikke færdes i den så tit…

Index:07 – nu knap så hemmeligt!

17. november, 2006

Ladies & Gentlemen, drenge & piger, spænd hageremmen – verdens største designpris, INDEX: Award, med en samlet præmiesum på €500.000, skal igen uddeles, “Design to improve Life” er igen det overordnede tema, og 100 designs skal nomineres…wow, man bliver jo helt forpustet.

indexfront-01.jpg

Teamet bag INDEX præsenterede i aftes deres vision for INDEX:07 for så stort et publikum som den lille færge Grønsund tillod – nu med ståpladser – og der bliver lagt hårdt ud. Man går i dialog med organisationer som FN, UNESCO og internationale handels- og uddannelsesorganisationer, og allerede nu, hvor INDEX:07 stadig er omkring 9 måneder væk, står verdens førende design- og innovationsguru’er på nakken af hinanden for at være med – halvbagte tiltag, nej tak, et ordentligt brød, Yessir!

Der er lagt fem hoved-events i støbeskeen, og – måske vigtigtst af alt: Der fokuseres direkte på, dels at kommunikere visioner og planer ud, og dels at få design-miljøet (jeg bruger det allerede diffuse begreb meget løst her) til at tale med hinanden, vidensdele, networke og al det dér, og til at kommunikere med andre faggrupper, med organisationer, kulturer et cetera. Her er det vigtigt, og det lader INDEX: til at have fat i, at kommunikation går begge veje, ellers virker det ikke.

Denne åbenhed og vilje til kommunikation (nu taler jeg om teamets, den anden, generelle, is yet to be seen…) er i nogen grad belært af forrige års INDEX:05, der – skønt lige så velment – forekom de fleste, der ikke var direkte involveret, tem’li hemmeligt, nemlig.
Jeg har talt med ganske mange, der ikke rigtigt forstod, hvad dette INDEX-hurlumhej egentlig gik ud på (det gjorde jeg heller ikke), selvom det selvfølgelig var en flot udstilling og en superfin vinder…eller, der var jo fem vindere, men jeg kan kun huske Lifestraw.
Men ikke denne gang.
Denne gang skal der frem for alt kommunikeres – og det manglede også bare, kan man sige, for undertemaet (efter “Design to improve life”) er User Centered Design & Innovation.
Det kan og skal der siges meget om, men lige nu og ultrakort: UCD&I handler om informations-flow fra brugerne (det vil sige mennesker) til designerne, og om at forstå og bruge den information – det vil ikke være særligt troværdigt at have som tema, hvis vi (de kreative problemløsere) ikke kan finde ud af at kommunikere med hinanden.
Vel?

Som man vil vide, hvis man orker at læse mine udgydelser og/eller kender lidt til Grant’s Chair og vores diskussioner og holdning (som vi formulerede den allerede i maj 2005 – jep, vi er fremme i skoene!), så er der en synsvinkel på design, som er noget i retning af denne:

– Design forstået som en æstetisk krølle på et fysisk produkt, med henblik på at hæve snobbeværdien, hører fortiden til. Det er fedt, der er lavet mange lækre ting og alt det, men det er bare ikke nok. Hverken for designere at leve af, som branche betragtet, eller i forhold til det ansvar, vi har, alene i kraft af at vi har overskud til at tænke design

– Designeren som Lone Cowboy-slash-girl, der sidder i sit lønkammer og er genial helt af sig selv, holder heller ikke længere. Det virkeligt nyskabende og, ikke mindst, det virkeligt nødvendige og brugbare, skabes i krydsfelter, mellem faggrupper, kulturer, behov – kort sagt, i miljøer lavet af kommunikation

Hvorom alting – eller i hvert fald denne blog-post – er: Supergod præsentation, INDEX-team, det var rart og inspirerende at møde Jer og høre Jeres vision!
PM’en her opfordrer gud og hvermand til at holde øje og øre med INDEX:07, og lur mig om ikke også jeg af og til har noget at sige derom.
Blandt andet.

P.S.-agtigt: Der var også et smadder-interessant foredrag ved receptionen – det har jeg gemt til sidst af flere grunde, blandt andet den pinlige én at jeg ikke fik fat i mandens navn, og så fordi foredraget alene berørte så mange emner, at der er materiale til 4-5 poster.
Om udviklingen i Singapore, møg-interessant, de overhaler os andre indenom lige om lidt…

Jesper W.
Primus Motor
glaaah-de jul min bare r….

Skiltning eller tænkning?

2. november, 2006

For et par dage siden så jeg et ret interessant indslag i noget nyhedsudsendelse, der omtalte et mega-trafikeret kryds i Holland et sted, hvor man havde bortfjernet al skiltning og lysregulering – og erstattet krydset med en lille rundkørsel. I midten stod en flok fontæner, som steg og faldt i takt med trafikmængden.
(Jeg kan ikke huske byens navn, eller hvilken nyhedsudsendelse, så hvis du kan så sig endelig frem)
Satsningen på ikke-regulering – og dermed brugernes egen regulering – havde betydet, at dette kaotiske og notorisk farlige kryds havde været totalt fri for ulykker siden, og trafikprop-ning var en saga blot.

saigontrain-01.jpg

Saigon, ikke Holland – her har de skilte, de kigger bare ikke på dem, men på hinanden. Trafikregulering på Viet: Øjenkontakt

Skiltning forholder sig til trafik som en teknisk aktivitet, mens ikke-skiltning forholder sig til de mennesker, der udøver aktiviteten, og i dette tilfælde valgte man altså at tro på, at de mennesker, til sammen, ville forhandle sig frem og bruge deres opmærksomhed og hensyn, og nå et bedre resultat end topstyring kunne.
Ifølge trafikanter i krydset er man, til al overflod, også gladere, når man kører igennem på u-skiltet facon, end man havde været før, hvor alle forsøgte at gennemtvinge deres skilte-underbyggede ret over for alle andre.
Nu – sagdes det – signalerer man, vinker, hilser og smiler, og opnår i fællesskab det resultat, at alle kommer nogenlunde gnidningsløst igennem, og forureningen er endda mindre fordi man ikke stopper op og holder i tomgang.

Smukt.

Selvfølgelig virker det ikke altid, men alligevel, mennesker kan altså ofte mere, end man giver dem credits for.

Når vi, den danske design-branche, lige om lidt går i selvsving over alle mulige brugerdrevne teknikker og begreber, så håber jeg, vi udviser forståelse for det, denne trafikale saga er et udtryk for – og jeg agter også at gøre mit til, at vi gør:
Vi skaber først og fremmest til mennesker, ikke kunder, ikke forbrugere, ikke brugere, og mennesket bør altid komme før produktet, og også før den teknik vi anvender til at skabe det.
Her er begreber, der starter med “bruger-” ikke noget alibi, ligsom det ikke er en garanti for, at man gør det rette, eller fritagelse for at tænke selv, som designer, og tage beslutninger – som altså kan vise sig at være forkerte.

Den lille historie er i øvrigt også interessant, hvis man sætter den op mod nogle lidt større linier – måske lidt mere politisk og samfunds-agtigt, men det har vi vel også lov til?
– Danmark, og vesten i det hele taget, er inde i en uheldig udvikling, hvor en stadig større regulering af borger-adfærd skaber billedet af, at folk er for dumme til at tænke sig om og for egoistiske til at vise hinanden respekt.
Paradoksalt nok gør indskrænkningen af almen plads til store armsving os mere rethaveriske, og vi drives af en overudviklet sans for at stampe i jorden og kræve vores ret, til at træde på vores medmenneskers rettigheder.

Måske er det ikke kun i hollandske trafik-knudepunkter, vi ku’ trænge til at vinke og smile til hinanden lidt mere…?

Jaja, anarchy in the DK og alt sådan noget, og med sikkerhedsnåle – det er nu ikke det jeg mener, faktisk ligner den anarkiske styreform den over-regulerede, i og med borgerne fokuserer på deres egen ret til absolut frihed, snarere end det faktum, at enhvert andet samfundsmedlem pr. definition må have præcis den samme frihed som Ego. Tænk lige over det.

Jeg tror bare, jeg lader billedet af relativt tilfredse, vinkende, ikke-smog-kvalte, ikke-trafikdræbte hollandske bilister stå et øjeblik…

Jesper W.
Menneske først, designer siden

Buzzword-varsel: Oplevelses-alt-muligt

24. oktober, 2006

Jeg kan jo starte med at sige, at når jeg gør indvendinger mod Buzzwords, så er det ikke fordi jeg er modstander af nye begreber – det er fordi selve den type brug, der gør et begreb til Buzz udvander det. De ord, der ender som buzz er nye (eller i det mindste sammensat på en ny måde eller nye i sammenhængen) og det tillader at man fylder i dem, hvad man har lyst – og så kommer der som regel kun lidt kanel i, og masser af skidt, desværre.

I går var der endnu et event jeg ikke var med til (man vil have bemærket at det som regel ikke afholder mig fra at mene noget ;)), nemlig Zeitgeist 06. Begivenheden var arrangeret af WoCo og Horesta, så man kan måske gætte, at den handler om Tidsånden i København, og måske især hvor denne ånd skal bevæge sig hen, hvis der stadig skal være business for aktører under de to organisationer.
Kort sagt: Hvordan skal København brandes?

Sammendraget af ZG 06 i dagens Politiken fokuserer på, at det handler om oplevelse, og at man konkluderer at København skal ud i noget Oplevelsesbranding.
For det første: Duh! – selvfølgelig oplever folk der kommer til Kbh, vi oplever da alle sammen altid.
Det er med andre ord, og efter min subjektive mening, hult og intetsigende at tale om Kbh som oplevelsesby, eller i det hele taget at tale om Oplevelsesdesign, hvis man ikke samtidig taler om kontekst og intention.
For eksempel beskrives David McQuillen fra Credit Suisse som “chef for oplevelsesdesign” – men han er Vice President of Customer Experience, altså Kundeoplevelse, en lille men væsentlig distinktion: “Ahaaah, altså kundens oplevelse!” – det kan vi forholde os til, fordi vi ved hvad det vil sige at være kunde (det gjorde Credit Suisse’s ledelse så til gengæld overhovedet ikke, før David gennemførte sit fantastiske Immersion-program, men det er en anden historie).

For det andet: Branding – endnu et begreb vi ikke helt har greb om. Vi tror, vi ved hvad branding er, men lad os lige huske, at ordet også betyder brændemærkning. Et brændemærke viser hvor man hører til, det er ret ubehageligt og ikke sådan at slippe af med…
Men lad os bare sige, at det er godt at have et Brand – kan man så brande København (eller en opvaskemaskine, for den sags skyld) på Oplevelse?

Det kan man helt sikkert godt.
Men det er helt vildt vigtigt, at man gør sig kontekst og intention klart – ellers risikerer man i bedste fald at skyde ud i luften, i værste fald i foden.
Som sagt oplever man altid, nogle oplevelser er fede, andre er lidt mere øfferen, men oplevet bliver der. Lad os derfor – bare for en god ordens skyld – understrege, at det vi mener er Gode Oplevelser, ik’?
Det er så nu, vi bevæger os ud, hvor grunden allerede sættes i blidt gyngende bevægelse.
Det gør den, fordi vi netop taler om Oplevelse – man kan ikke kommunikere sig til en oplevelse, faktisk har vi (d.v.s. folk, der beskæftiger sig med at forske i den slags – dér er jeg kun med på en kigger) yderst ringe greb om, hvordan vi oplever.
Ikke desto mindre véd vi, at vi oplever, og vi véd, at det betyder enormt meget for os hvad vi oplever.

Man kan ikke overtale nogen til at have en god oplevelse.

Min by…

Ønsker man at designe eller brande på oplevelse, så må man bloody well hellere være ærlig og ægte, for “opleveren” er ikke sådan at rende om hjørner med.
I virkeligheden er vi jo blevet lokket med gode oplevelser længe, og vi kender det godt: ” – det så sgudda meget federe ud i brochuren!”.
Det betyder ikke, at alle oplevelser partout skal handle om feng shui, wellness og åndelig dybde, man skal bare ikke påstå ting, man ikke kan stå 100% inde for – den bedste måde at give andre en god oplevelse på, er ved selv at have det godt med det, man formidler, hvad det så er.

Med hensyn til København: Det er ikke WoCo eller Horesta, der skal tage imod gæster og turister, det er københavnerne – det vil også sige dem, der arbejder for disse entiteter, men også alle os andre.
Hvis vi gerne vil give vores gæster en God Oplevelse her i København, så skal der ikke først og fremmest brandes udadtil. Det, der vil virke i både længde, bredde og dybde, er at vi, der bor og arbejder i byen (uanset om det er i turisteriet eller ej) elsker den, er stolte af den, bruger den, har det godt i den og med glæde viser den frem, når vi får besøg.
Dét billede kan vi så fortælle udad – og da vil billedet være sandt, og ikke bare et brand.

Jesper W.
it’s what i do

Hvor farligt er det…?

23. oktober, 2006

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er glad for at blogge, og maile, og alt muligt andet man kan i den teknologi-gennemsyrede verden (som det sidste har jeg sluttet mig til et par millioner andre og oprettet et MySpace :)).
Jeg har 7-8 mailadresser, tre blogs ud over denne, to-tre websites – og selvfølgelig også mobiltelefon, og der er stadig noget der hedder sneglepost, og elsker i øvrigt TV, i alt omkring 15 korridorer, fyldt med information, der buldrer ind i min privatsfære.

I går snakkede jeg med en af mine rare bartendere på stamcaféen (Props i Blågårdsgade – et besøg værd i øvrigt), som bevidst forsøger at gå den modsatte vej – han har, mere eller mindre nødtvungent, telefon og mail, men overvejer at afskaffe sit nyanskaffede TV og bevæge sig væk fra denne fragmenterede strøm af data, der dels vælter ind, dels – i mange af de nævnte tilfælde – kræver feedback og reaktioner.
Mindre bit, mere Simple Living.

For nyligt blandede jeg mig i en diskussion om emnet på Kommunikationsforum – det jeg prøver at hinte mod her er, at der er gang i den på dét område, og det gælder såvel antallet og beskaffenheden af kanaler som debatten derom.

Hvor slemt er det så, spørger jeg…?
Hvor stresset bliver man af dette noget, og hvorfor?

Man bliver meget, meget stresset, siges det – og det er undersøgt. Sært nok bliver taberne, ud over os selv, åbenbart vores nærmeste, fordi vi (fy-da-føj!) har nemmere ved at overhøre en forsømt ægtefælle eller et overset barn end en ringende mobiltelefon.
Hvor mange af os har ikke prøvet at afbryde en god, måske ligefrem vigtig, samtale med ” – jeg bliver nødt til at tage denneher…”?

Help

I nævnte diskussion på K-forum hævder jeg, at vi vil kommunikere, og at det er en følge af dét, der får os til at udvikle og benytte stadig flere kanaler – email er således sidste (?) skud fra den samme rod som gav os talesprog.
Talesproget kan jo også stresse, uanset om det passerer gennem en elektronisk dims eller ej, det husker man måske?

OK, så er du vist ved at have fået nok – hvor vil fyren her hen med dette rant?
– jjoooøøhh, jeg ved ikke om jeg ligefrem vil vove at konkludere noget for alvor, men jeg har en pointe (ud over min trang til at meddele mig):

Det drejer sig om at vælge.
Hvis ikke vi moderne mennesker på nuværende tidspunkt har vænnet os til at blive afkrævet stillingtagen, reaktion og handlen, hver gang vi drejer om et hjørne, så er det – med fremkomsten af stadig flere, nu teknologiske, hjørner at dreje om – godt nok ved at være på tide.

Vi bør ikke kræve vores frihed i form af færre valg, frihed fra at skulle vælge – hellere udøve den, ved af og til ikke at tage telefonen.
Uanset hvor højt den ringer.

Jeg betragter enhver kommunikationskanal som et aktiv – et neutralt ét, som vi kan fylde i, hvad vi synes andre skal kunne få ud af det.

Det er jo også nærmest en art definition af, hvad det er at være (moderne) menneske: At vi kommunikerer, og vælger…eller hür?

Jesper W.
– hvor eksistentiel kan man være!?

At få høvl med en camcorder

17. oktober, 2006

OK, dette vil man måske synes er lidt “off topic”, men jeg – og jeg er PM, så-eh….

I morgen aften, d.v.s. onsdag d. 18/10, klokken 23.00 på DR-2, sendes det første af fire programmer af og med Gordon Inc (Du husker ham måske fra Øksnehallen for et par år siden, hvor han udstillede sig selv nøgen i en montre).
Det skal du se, for det er ikke TV som vi er vant til det – jeg mener det, du skal se det.
Se det.
Er du med?

Hver af de i alt fire udsendelser varer 25 minutter, og er – uden jeg hermed vil afsløre for meget – en tour de force fra denne hudløse digter og spoken word-artist, der hamrer Gordons Verden uden filter lige i dit ansigt og dit sind, imens han kærtegner og lammetæver begreberne Hygge, Politik, Kærlighed og Tro, og hverken skåner Gud, Fanden, dig, mig eller sig selv.

Serien hedder “100% Menneske”, præcis hvad Gordon kæmper for at være – det er han, kan man hævde, ikke den eneste, der gør, men Gordon har valgt at dele sin kamp med os andre. Hans liv er hans værk, og i hvert fald denne skribler rammes hårdt, på den gode måde.

Lidt lissom en ordentlig gang massage, der bliver ved med at ramme de punkter, hvor det gør allermest avav – men man har det sgu godt bagefter…

segordonitv.jpg

Rock on, G-man!
Jesper W.
– lover at vende tilbage til mit sædvanlige kyniske, materialistiske selv ASAP 🙂

“Content is King” vs. gratisaviser

13. oktober, 2006

I forbindelse med de netop overståede “New Media Days” (som jeg desværre ikke deltog i, men har læst om både her og hisset) blev der talt om dette begreb for fremtidens – endda i nogen grad nutidens – medier, at det er Indholdet, der er Konge.
Vi er, som brugere, ligeglade med hvem der er afsender, i hvilket medie, der afsendes, og hvor pænt det ser ud – vi interesserer os for at få det indhold, vi vil have og/eller har brug for.
Udtrykket er vist oprindeligt ment som en art succes-kriterium for internet-sites, men breder sig, fordi formidling i allerhøjeste gear vælter ind over internettet – man kan ikke regne med at kunne formidle noget som helst, hvis man ikke også bruger www.

I Danmark har vi aviskrig, siges det. Denne krigs sagesløse ofre er, hvert fald tilsyneladende, de stakler, der skal rydde op på gaderne efter 7 (syv!) gratis publikationer om dagen – men det er en anden diskussion.
Jeg nævner det, fordi særligt Politikens reaktion minder om “Content is King”-tænkning: Fordi alle og enhver kan få nyheder serveret gratis flere gange om dagen (det kan være endog særdeles vanskeligt at slippe for, faktisk), vil Pol ikke konkurrere på dét marked, men vælger i stedet en anden type indhold, nemlig dybde, baggrund og debat. Siger de. og det lyder jo godt nok, og som snedig hvad-er-vores-eksistensberettigelse-strategi.

Men nu de hersens nyheder – prøv lige engang, bare en enkelt dag, at bladre et udvalg af gratis-aviserne igennem, lyt til et par radioaviser (på forskellige kanaler) og tjek et par online-nyhedstjenester af den generelle slags.
Er det bare mig, eller formidler alle disse uoverskueligt mange medier de samme fem nyheder dagen igennem? – mange endda med præcis den samme ordlyd?

Fair nok, hvis du kan pege på, at jeg tager fejl – men hvis jeg skulle være kommet for skade at have ret (stranger things have happened, like that horse becoming pope…), så er Indhold ikke Kongen.
Hvis det forholder sig sådan, så er det – i hvert fald på dette område – meget vigtigere at sige, man formidler nyheder, og drive et nyhedsmedie, end det er at tilbyde reelt nyheds-indhold , nu også med journalistisk arbejde bag.
Ellers kunne det nemlig ikke betale sig at drive alle disse gratis aviser, og enhver avis-business-koncern ville holde sig langt væk.

Hvis jeg har ret, så er Formen, ikke Indholdet, konge, og det er ikke så godt.
Jeg burde synes det er fint; mit job bliver nemmere af, at jeg, som det enormt kreative menneske jeg er, ikke behøver at stå til ansvar for, hvorfor jeg skaber som jeg gør, men bare kan slå ud med armen og sige “fordi!”, og skride ud ad døren i en sky af kunstnerisk alfestøv.

Alligevel kan jeg ikke rigtigt støtte princippet, for jeg synes, vi bliver for nemme at tage røven på, hvis det er indpakningen, det pålydende budskab, vi falder for.

Men det bliver supernemt at købe julegaver – jeg skal bare have noget rigtig lækkert papir, eller nogle gaveæsker måske…jeg tænker noget i guld…

Mere om begreber, og hvad de – måske – betyder, følger i senere afsnit, har jeg på fornemmelsen…

Jesper W.
– will the real king please stand up!?

Nyt look, ny software

12. oktober, 2006

Håndtegn-dér!

(primus motor ser sig forundret om i sine nye omgivelser…)

Nærværende blog (nogen vil endda sige særdeles nærværende) er vi glade for – vi vil beholde den og bruge den.
Ikk’os’?

Desværre var den nær ved at blive kørt i sænk, af en – tidligere omtalt – lind strøm af idiotiske spam-postings, og senest af et decideret tæppebombardement af samme, der over en enkelt weekend berigede arkiverne med mere end 400 uvelkomne tilbud om gambling og større penis’er.

Nu – har PM så valgt at forsøge at adressere problemet med en ny blog-rygrad, det såkaldte WordPress – og pænt ser det jo ud, af en standardskabelon at være.
Dette skift er også forklaringen på, at alle gamle poster (som jeg har overført m. håndkraft) nu pludselig har samme post-dato – den rette dato står i teksten.

Der er også kommet en fin lille sidebar med no’en små links, kig på dem. Klik på dem.

/farveller
Jesper W.
naivt håbende, at alt nu er godt 🙂