Archive for the ‘Tjek det…!’ Category

Dem – og os – og dem…

28. marts, 2007

Hunden her var i sidste uge til workshoppen “Struktur & Transparens” hos RIAS A/S – et initiativ skabt af RIAS og Sapa for at bringe de kreative og de producerende tættere på hinanden.
Det var et rigtig godt initiativ, så jeg sætter pølserne til tastaturet for at forsøge at formidle hvorfor jeg synes det – og hvorfor ikke starte med at citere (eller i hvert fald parafrasere, jeg husker ikke så godt) Lone Juric fra RIAS: “der består en slags had-kærlighedsforhold mellem de kreative og de producerende virksomheder – begge parter ved dybest set godt, at de er afhængige af hinanden for deres fremtid, men deres holdning over for hinanden er præget af fordomme…”.
Vores – de kreatives – fordomme går ud på, at de producerende efter overvældende sandsynlighed er for smalsporede og snævertsynede til at fatte vores vision, at de vil gøre alt for, i konservatismens navn, at gennemhulle den, og at de er nærige og blodfattige i forhold til at skyde penge i sand innovation.
De producerende, siges det (jeg er ikke en af dem, så på forhånd undskyld hvis jeg tager, øøh, munden for fuld), mener at vi er uden jordforbindelse og respekt for deres virkelighed, at vi ikke er til at tale med fordi alting er et angreb mod vor hellige, kunsterniske integritet, og at vi skal have et hårrejsende beløb for at tegne tre streger på en Post-It.

Disse ting er, som fordomme har det med at være, meget lidt dækkende, for ikke at sige direkte usande. Jeg mener, der kan sikkert findes eksempler i begge lejre, der passer, men det er næppe reglen.
Hvorfor er det så sådan? – vi var temmelig mange kreative til stede, og en lidt mindre gruppe fra de to producerende virksomheder, og ingen af os havde været til en lignende workshop eller event før, hvor det explicitte mål var at bygge nogle solide, sociale broer mellem kreative og producerende.

Under det udmærkede måltid, der afsluttede seancen, måtte vi konstatere, at vi ikke umiddelbart kunne pege på nogen grunde dertil – derimod var alle rørende enige om, at dagen havde været god, og at vi alle vil have fordel af mere af den slags.

Jeg har tidligere vovet denne flig af min pels, og peger lige lidt hen på det igen: Det er faktisk et fuldgyldigt aspekt af en, skal vi sige, tankefuld innovations- eller kreationsproces, at man tager stilling til et produkts vej gennem tilblivelsen, materialer og alt sådan noget – designeren skal flytte grænser og gøre noget nyt, ellers er det ikke specielt innovativt, men man skal vide i hvert fald nogenlunde hvor grænsen er, for at kunne overskride den på en meningsfuld måde.
Derfor er denne form for kontakt til alle dem med produktive kompetencer (så at sige), og delingen af viden med dem og hinanden, helt utroligt vigtig – og det er også, mener jeg, meget vigtigt, at dette finder sted sådan generelt, og ikke kun når man har et specifikt projekt og så opsøger hinanden.
Da har man nemlig tendens til at finde ud af ting, der måske har lidt for meget med netop dén opgave at gøre – noget af det er selvfølgelig også generelt relevant, men det er mere held end forstand. Vi skal også angribe det fra den anden side, og have en generel kontaktflade til hinanden og en generel idé om, hvad “de andre” går og har gang i.

Jeg er glad for at have været med og have lært disse foregangs-virksomheder at kende, og jeg håber, dette griber om sig, tak skal I have, Sapa og RIAS!

(og det er søreme mig på billedet under pressemeddelelsen, med hovedløs og beskåret – se hvor vi er kreative!)

Reklamer

Æres-nørder

28. marts, 2007

For lidt tid siden forfattede jeg en mail, som det var min intention at sende til Simon Bressendorf & Søren Thor Jørgensen på DR – jeg kunne ikke opspore d’herrers mail-adresser, og blev, som det er min natur, optaget af andre ting, og nu er teamet gangen heden og mailen forældet.
I dag, da jeg støvede af på mit harddrive, snublede jeg over den, og fordi jeg stadig mener hvert et ord, får den (næsten) evigt liv her i bloggen:

simonsøren

Højtærede Søren og Simon –

Det er med stor fornøjelse, at Primus Motor hermed, efter egen diktatoriske og subjektive beslutning, udnævner Jer til æresmedlemmer af Grant’s Chair Netværk for Kreative Professionelle.

I har gjort Jer fortjent til denne udnævnelse, fordi I, via Jeres TV’s-program Store Nørd, repræsenterer nogle af de værdier og egenskaber, der bør anerkendes og endda efterstræbes af kreative proffer inden for enhver disciplin.

Et typisk Store Nørd-projekt går ud på at bruge en stor og sund nysgerrighed til at stille intelligente spørgsmål, som fører til tilegnelse af viden og tit en snak med eksperter, og endelig til skabelsen af et produkt af en eller anden art, som beskriver, forklarer og/eller udnytter den viden, I har tilegnet Jer.
Det er jo præcis den samme problemløsnings-opskrift, som den kreativt problemløsende professionelle anvender: Fra en – forhåbentlig – intelligent problemdefinition, over research, vidensindsamling etc., til skabelse af et slutprodukt.

I har efterhånden arbejdet for DR og lavet Store Nørd i lang tid, og viser os, at man kan fastholde et job som Krea-Pro (fy for den, hjemmelavet sammentrækning!) – samtidig med at I viser ungerne, at spørgetrang, skaberevne og lysten til at lege kan bruges til noget (hvor mange af os kan prale af at have fået en Ellert til, ikke bare at køre enormt stærkt, men også både flyve og sejle?).

I har det, vi kalder en “get shit done”-holdning – hellere se at få lavet nogle forsøg og skruet nogle ting sammen, som måske ikke virker, end sidde med hænderne i skødet og snakke og teoretisere tingene ihjel.

I tager jer selv, jeres viden og erfaring alvorligt, men ikke højtideligt – og bruger den til både at spørge, svare og til at håndtere, at man af og til klokker lidt i spinaten.

I henvender jer til et publikum, der pr. definition ved mindre om stoffet end Jer selv – de er jo børn, og I voksne – men I respekterer dem og taler aldrig ned til dem, og deler gavmildt og sjovt ud af Jeres viden, humør, og også temperamenterne, I har.

Konklusion: Håndtegn og kudos til de Store Nørder, vi andre kreative professionelle kan lære meget af Jer – velkommen i Grant’s Chair!

*luk øjnene og forestil Jer, at I står på en scene foran os allesammen, med flade, sorte, amerikanske professor-hatte, kapper og et sammenrullet æresdiplom i hånden, og vinker fåret til kameraerne…*

Jesper W.
Primus Motor
– jeg skulle hilse fra min datter og sige STORE NØRD!

Postkort fra – mig…

24. januar, 2007

Du vidste det nok ikke, men Jesper W., primus motor, har et alter ego: Jesper Serapis.
Jesper Serapis bor i Second Life, og han har været lidt omkring for at tage nogle turist-snapshots og se denne nye verdensdel, og det synes jeg, han skulle dele med jer, kjære læsere – lad os så samtidig tage et kig på Second Life…

Hva’ i al-den-ondehyleme er Second Life, spørger nogen måske – jah, kort fortalt: Second Life er en virtuel verden, skabt inde i computere. Man besøger den ved hjælp af en lille, 3-dimensionel repræsentation af sig selv (en såkaldt avatar), og hele Second Life-verden er en 3D-verden, man kan gå – og flyve og teleportere – rundt i.
SL (som man forkorter det) indeholder af sig selv himmel, jord og vand – alt andet derinde er skabt af beboerne, de små avatarer. De bygger og laver tøj, skaber små programstumper, scripts, og animationer, alt sammen til avatarerne, som således både kan komme til at se cool eller sjove ud, og have det skægt.
Meget kort fortalt.


Sådan ser der ud på Help Island, hvor man kan øve sig i sine grundlæggende SL-færdigheder

Jesper Serapis blev født den 20. september 2006 på Orientation Island i SL, hvor alle avatarer fødes. Siden har han tilbragt en hel del timer i SL, mest med at være på sight seeing og tale med folk, han har dog også øvet sig lidt i at bruge SL’s bygge-værktøjer, en simpel form for 3D-modellering.
Man kommunikerer med tekst-chat, og Jesper Serapis har fået en del venner – vi mødes og snakker, eller tager ud og laver noget sammen, ser noget sjovt i SL eller møder atter andre mennesker.


Her står jeg – nr. to fra højre – og sludrer med et par bekendte: Dr. Cosmos, Guru og Indie…

Sådan beskrevet, så lyder SL som en slags 3-dimensionel MySpace, et socialt sted, hvor man forstærker den traditionelle internet-chat med en slags tilstedeværelse, og det er også i nogen grad sandt – men til forskel fra andre virtuelle mødesteder er SL ikke “community driven”, men “financially driven”.
Det er økonomi, der styrer SL.


Devil’s Moon – en Blade Runner-agtig bydel, mørk og fugtig og superflot bygget. Man kan også besøge én af SL’s største animationsbutikker her.

For i SL kan man nemlig ikke bare bygge og alt det andet, jeg nævnte før – man kan også købe og sælge det, for Linden-dollar, som valutaen hedder. Dém kan man købe gennem SL’s valutabørs for rigtige penge, eller tjene dem ved at have et SL-job, og mest væsentligt: Man kan sælge sine L$ for rigtige menneskepenge.
På nuværende tidspunkt har små 100 personer en indtægt på over 5000 US$ om måneden fra SL, omsætningen pr. 24 timer i SL har (dette døgn, f.eks.) passeret 800.000 US$, det er simpelthen en økonomi. Ganske lille, sammenlignet med den virkelige verdens store firmaer, men til gengæld voksende med ufattelig fart – antallet af registrerede brugere, f.eks., er vokset med 300%, siden Jesper Serapis blev født, antallet af samtidige logins er steget fra et max. på små 10.000 til et minimum på 12-13.000 – det nuværende max. nærmer sig 30.000.

De store moguler i SL er dem, der ejer større mængder land – ganske vist betaler man ikke blot for at købe land, men også for at have det, men til gengæld kan man generere indtægter, dels gennem videresalg og udlejning, dels via den trafik af avatarer, der er på éns landområder.
Det er her, økonomien begynder at drive en stor del af adfærden i SL.
Man kan nemlig sparke trafikken opad ved at lokke med penge, for eksempel casino’er, penge der vokser på træer, stole og “dance pads”, hvor éns avatar sidder eller danser og får udbetalt små beløb pr. 5 eller 10 minutter, og alverdens største sælger: Sex.

På kortet over hele SL, som man bruger til at navigere rundt med, kan man se andre avatarer som små, grønne prikker – på grund af ovenstående vil man ofte opleve, at man, hvis man søger derhen hvor prikkerne står tæt, lander i en stripklub eller et casino.

Det kan godt bibringe én det indtryk, at folk i SL ikke laver andet – men det gør de, det har Jesper Serapis både set, hørt og læst om.


Øen Svarga – et eventyrligt sted, smukt bygget, og fuld af krinkelkroge og ting at opdage. Man kan fodre fugle, blive orakel-spået, svæve i ambi-pod’en og meget mere…det skal ses.

Forleden dag var han til Q&A-session med en ledende medarbejder fra C-Net Networks, han har besøgt Reuters Bureau for seneste nyt om SL og den virkelige verden, siddet i diskussionsgruppe med en af folkene bag SL, han blev, gennem en gruppe han er med i, inviteret til en independent film-premiere hos Sundance Channel og til Oscar-uddelings-fest her lige om lidt. Han har talt med researchere, designere, programmører og andet godtfolk, og besøgt en fodmalers SL-galleri (jep, hun maler med fødderne, er født uden arme – hendes avatar har heller ingen arme).
Der er mange, der undersøger SL, lærer af det og af folk der, og ønsker at deltage i at udvikle en ny måde at bruge det verdensomspændende (og bare spændende) internet på, ikke bare www, men hele netværks-teknologien.


Et andet eventyr-sted, Lost Gardens of Apollo – bygget af en dansker, Dane Zander. Jesper Serapis har sprunget i faldskærm fra tårnet i baggrunden og danset salsa der, blandt andet…

Så hvad synes vi, mig og Jesper, så om Second Life?
Det er superfascinerende, ingen tvivl om det. Man kan bruge masser af tid på blot at gå og flyve rundt og se på, hvad der er skabt, shoppe og tale med folk fra hele verden. Har man lyst til, at det skal være lidt mere af en spil-oplevelse, kan man finde øer, hvor der rollespilles, fægtes med sværd, skydes monstre og sådan noget – alt stadig skabt af indbyggerne.
Det peger mod fremtiden – en mere rumlig, og på en måde mere menneskenær, oplevelse af netværks-baserede aktiviteter. Det er ikke sikkert, det skal se sådan her ud, men det er helt sikkert, det vil udvikle sig, væk fra det tekstbaserede internet (let’s face it, det er www i overvældende grad, uanset hvor flash-agtigt det hele er).
Der er nok dem, der vil mene, jeg er på tynd is, når jeg kalder det menneskenært at flintre omkring i en cyber-verden og flyve og være et pelsdyr og en robot og gå på casino og stripklub og skyde grønne slim-uhyrer – det jeg mener er, at interaktionen gennem en 3D-verden, med tyngdekraft og andre regler, vi kender, giver sindet velkendte mekanismer at forholde sig til, også selvom reglerne kan overtrædes og vi kan flyve.
Det ligner lidt magi, som vi kender den fra eventyrene.


Salsa på Apollo med min ven Victoria – kunststuderende fra England (tror jeg nok, i SL kan man være, hvem man vil. Måske er Victoria ikke engang en kvinde?)

Lige nu har systemet svagheder. Det er rent teknisk; det store, og voksende, antal brugere presser al hardware og software til det yderste, og nørderne bag systemet knokler på overtid bare for at følge med. Interface’et appellerer til folk, der har prøvet at spille first person-agtige spil, men det er lidt indviklet og kan nok bremse mange.
Casino-og-sexklub-tendensen kan give SL et ry, jeg ikke synes det fortjener helt, og som i hvert fald kan være med til at undergrave, hvad SL og andre meta-verdener vil kunne bruges til i fremtiden.

Men det har også styrker – det kan binde verden sammen på tværs af grænser, og lægge ryg til at udforske utalte muligheder inden for sociale og tekniske discipliner og i forretningslivet, før disse slippes løs på vores virkelige avatarer, dem af kød og blod.

Bottom line (for nu, i hvert fald): Second Life er et besøg værd – det er sjovt, og det er gratis. Den lillebitte flig af tæppet, jeg har løftet med disse billeder, viser nogle af de steder, jeg synes er fede, og ikke så mange “mennesker”, og jeg anbefaler i det hele taget, at man tager sig tid til at udforske, og ikke bare følger med den største og tilsyneladende mest målrettede flok. Det er jo heller ikke særlig sjovt i virkeligheden, vel?
Når det er sagt, så er det også skægt at få sin avatar til at se fiks ud, og rende rundt og shoppe – det er en del af SL-oplevelsen, ingen tvivl om det.
Men mest af alt, så er det spændende, sjovt og interessant at møde mennesker – det er også ligesom i den virkelige verden: Det er nu altså menneskene, det handler om. Det er dem, der er gang i, ik’?

Kig forbi hvis du er i nabolaget…

Jesper W.
aka Jesper Serapis

Hvorfor ved man ikke den slags!?

5. januar, 2007

Wow, manner – og øv!
Jeg har lige netop i dag fundet ud af, at d. 22. december – just forgangen – var en officiel Free Hugs-dag her i København, ved Nørreport.
Det er et klart wow, fordi Free Hugs er så fedt, og mega-øfferen, at jeg ikke vidste det før nu!

Så det her er Free Hugs, altså…:

Det kræver jo egentlig ikke så megen forklaring: Det er gratis kram, for alle har brug for ét.

Nogengange kan man fortabes i mørk misantropi, og mene at verden er på vej, som de siger i U-SA: To hell in a hand basket – og så kommer der sådan en fyr som Jason Hunter og starter en global bevægelse, hvis eneste formål er, at folk skal være søde ved hinanden så længe som det tager at give hinanden et kram.
– og er man ikke fuldbefaren udi kramning (man har måske aldrig prøvet andet end et Krasnapolski-kys) så er der skam også en udførlig “How To“-trin for trin-instruktion at søge hjælp i.

Jeg tror, der er mange, som synes det sgu er for grænse-overskridende – man kan ikke bare gå og kramme på fremmede. Netop derfor er Free Hugs-bevægelsen (eller andre, lige så seriøse tiltag) faktisk ret vigtige.
En vildt fremmed, der slår armene om én vil nok indkassere temmelig meget andet end et smil – men når man lissom har indgået denne overenskomst, at begge parter ved, det sker i Free Hugs-regi, så kan man sænke paraderne i de få sekunder det tager.
I øvrigt viser et utal af film på YouTube, at der eksisterer sådan noget som et “hug by proxy” – prøv at se nogle af dem, f.eks. denneher, og læg mærke til folk rundt omkring kramme-scenen. Der er da helt tydeligt mange af dem, der lige får et kram pr. stedfortræder, det kan man se på deres glade fjæs.

Stop-morale no. 1: Glade folk gør andre folk glade.

Du har lov, kære læser (*betragt dette som et virtuelt kram*), til at mene, at dette – både projektet og min begejstring for det – er dybt og inderligt naiv. Det er OK.
Men du vil aldrig overbevise mig om, at det er en dårlig idé, at mennesker i bred almindelighed, det, vi tit kalder “folk”, er en lille smule rare ved hinanden, bare sådan en passant og helt udramatisk.
Du vil heller ikke kunne overbevise mig om, at det skader nogen.

Stop-morale no. 2: Venlighed koster ingenting

Hvis det nu er, at no’en undrer sig over, hvad i alverden dette indlæg foretager sig i en blog om design & den slags, well: Som designer interesserer det mig i allerhøjeste grad, hvordan folk (dem husker du nok?) går og har det, hvad de laver, hvad der betyder noget for dem.

Det er jo for hulen folk, vi skaber til.
Er det ikke?

Desuden er jeg jo også en folk – er der nogen der giver et kram?

Primus Motor
man kan godt kramme sig selv, men det er ikke helt det samme…

Christiania, byens perle?

26. november, 2006

Hvis man har læst lidt af mine udgydelser, kender man min relative modvilje, dels mod underskriftsindsamlinger som “blunt instrument” med hvilket man slår hinanden, dels mod at blande mig i emner, der kan gå hen og blive noget værre politik.

Men jeg gør det jo alligevel – både skriver under (af og til) og blander mig (lidt oftere…).

Så dér.

Christiania: Den store diskussion, skal en lilleput-storby, som Kbh jo er, have plads til det skæve (det var ikke ment som en joke – OK, lidt måske) og anderledes, de excentriske sjæle, der bare gøre alt på deres egen måde – eller skal vi have rettet mere ind til højre, så alle Kbh’ere kan få fod under eget IKEA-bord og plads til vækst i friværdien?
Man aner måske, hvor min sympati ligger…

Den debat er, så at sige, “gone the way of the Ungdomshus” – over for den almægtige ejer af de pågældende stykker real estate står man juridisk forsvarsløs. Det er noget med retssikkerhed og som sådan i sin orden – om beslutningerne, der håndhæves på dette grundlag, er specielt snedige, er straks et mere åbent spørgsmål.

Men – der er stadig en stor debat, der skal tages, og det er den, jeg sætter fingre til tastatur her på en højhellig søndag for at give den en chance:
Hvad skal der ske – eller rettere, hvad vil vi tillade, der sker – med det stykke storby-natur, som Christianias voldområder har forvandlet sig selv til i løbet af tre årtier uden indblanding fra Vej & Park?

Her kan du finde info og links…
Og her kan du skrive under, hvis du allerede har besluttet dig

cphchestnut-01.jpg

Det er en fair påstand, at det ikke er noget man bare lige tager stilling til – det er vel en svær problemstilling, er det ikke? Slots- og Ejendomsstyrelsens Udviklingsplan for Christiania alene er på over 100 sider, for pokker!
Jo-eh, der er meget at tage stilling til – og så alligevel: Når jeg, ca. midt i planen og under yderst overfladisk skimning, støder på ordlyden “…selektiv udtynding af træer og krat…” på voldene, så hyler alle alarmer i mit hoved.
Det er noget med at forbedre adgangsforhold og sådan noget, men hør lige her, der er sgu ikke rulletrapper i naturen, den er naturlig – det er derfor, vi kalder den “natur”, ikke?

Jeg kan ikke noksom udtrykke min modvilje mod nogen, selv moderat, frisering af dette, Københavns måske smukkeste, rareste stykke urban natur.
Vi er i gang med, under byfornyelsens og andre bannere, at frisere og fladskure stakkels, lille København sønder og sammen – snart skal man på museum for at se en ganske almindelig guldøl-og-tis-stinkende bums, sovende på en bænk, og selv en skolopender formenes adgang inden for ringvejssystemet, med mindre den ifører sig blå svømmehals-futter og hårnet.

For at vi kan tillade os at påstå, at der er plads til at være leve (og ikke bare være i live) i København, skal der også være plads til rod, pjat, snavs, fliphoveder, excentrikere, freaks og ukrudt – spørg bare ham dér Tor Nørretranders, eller i hvert fald hans mursten “Mærk Verden”: Skønhed bor et sted mellem orden og kaos.
– og ifølge mig: Noget af den bor på Christiania…

Til alle, der ikke har lyst til at støtte Fristaden: Lige præcis dette projekt handler ikke om hashrygende, barfodede, økologiske-huse-byggende hippier, men om den natur, der har fået lov at skabe sig selv under deres skæve vinger – så skriv nu bare under.

Jesper W.
Primus Motor
– og ham der selv mener at værdsætte natur, også selvom jeg ikke færdes i den så tit…

De siger noget interessant

10. november, 2006

En af de fjollede fætre ovre på Juniorama syntes forleden, vi trængte til lidt kultur, og postede denne video – se den lige, og prøv at lytte til, hvad der siges…:

OG HVAD SÅ!? – kan det være, du tænker, eller måske ligefrem råber af Primus Motor, der har spildt flere minutter af din dag. Er det tilfældet, undskylder han, move along, nothing to see here.

Er de gået?
Godt, så lad os snakke.

Vi kan sagtens falde på næsen over moderne arkitektur, og særligt da Lord Foster, der virkelig laver nogle fede ting, men det er ikke derfor, jeg har valgt at belaste bloggen med dette indlæg.
Det er fordi der falder nogle guldkorn, jeg synes er rare at høre og inspirerende.

Det er for eksempel megasejt at bygge en så spektakulær bygning – der specifikt ikke må kunne ses, ellers kunne man ikke få byggetilladelse i de landlige omgivelser.
Her kaster byrådet sig ikke i gruset for stjernearkitekter og bøjer reglerne for dem, som man ellers ser det visse andre steder.
Overhold reglerne, og vær så genial du kan inden for dem.
– men bygningen er altså tydeligvis ikke bygget for at blære sig over for tilfældige forbipasserende eller tilladt for at brande lokalområdet. Den er bygget, fordi McLaren mener, de har brug for den, at det er godt for dem at få den lavet lige præcis på den måde. Det behøver ikke offentlighedens anerkendelse, og slet ikke knæfald.

Det aspekt underbygges af Ron Dennis, formand for McLaren Group, der siger, man ønskede at skabe en bygning, som de ansatte ikke havde lyst til at gå hjem fra.
Absolut også et guldkorn – det er da en vision, der tjener alle: Firmaet holder på sine ansatte, og det er godt for business, og de ansatte har det godt, føler sig betydningsfulde, fordi der laves så fedt et miljø til dem, og bliver inspirerede af deres omgivelser.

En bilfabrik har selvfølgelig en (superfed) vindtunnel – den skal køles, og kølevandet genbruges, ikke bare i et smukt vandmiljø for de ansatte at se på, men også et vådområde, de lokale fugle kan li’ at være i. Cool.

Hvor fedt er det også, at bygningen i dén grad er et ingeniør-værk – en fabrik, der bygger verdens mest avancerede biler, kan også dårligt være mindre end avanceret selv, men det fede er, at det er præcis dét aspekt, der er brugt til at gøre bygningen ekstra smuk, cool, sej eller lækker.
– eller som værten Kevin McCloud siger: Det har mere en bare en smule “James Bond-Superkurke-hovedkvarter”-kvalitet, det kan vi jo li’.
Skurken bor altid fedt.
Pointe (min): Der er ikke et naturgivent modsætningsforhold mellem ingeniør-teknik og design – når vi respekterer og forstår hinanden, er vi et smukt par, et par stærke allierede.

Endelig finder jeg det på en vis måde charmerende, at Foster selv, da McCloud påpeger at alting i bygningen er gråt, næsten er defensiv – “but it’s very sparkly, heheh…”.
Selv dem, vi kalder mestre, i helikopter, blazer og sort rullekravesweater (får man den når man tager afgang fra arkitektskolen?) kan være usikre på, om de nu også vælger rigtigt.

Jeg tror, det, i hvert faldt bland andet, er dén usikkerhed, der holder den kreative skarp.

OK, det er en racerbil-fabrik – det er blær, forurening og livsfare.
Men alligevel, der er ikke noget i vejen med at have visioner, især når de er så sammenhængende som det, man hører om her…

Jesper W.
Primus Motor
hehe, motor, get it…?

At få høvl med en camcorder

17. oktober, 2006

OK, dette vil man måske synes er lidt “off topic”, men jeg – og jeg er PM, så-eh….

I morgen aften, d.v.s. onsdag d. 18/10, klokken 23.00 på DR-2, sendes det første af fire programmer af og med Gordon Inc (Du husker ham måske fra Øksnehallen for et par år siden, hvor han udstillede sig selv nøgen i en montre).
Det skal du se, for det er ikke TV som vi er vant til det – jeg mener det, du skal se det.
Se det.
Er du med?

Hver af de i alt fire udsendelser varer 25 minutter, og er – uden jeg hermed vil afsløre for meget – en tour de force fra denne hudløse digter og spoken word-artist, der hamrer Gordons Verden uden filter lige i dit ansigt og dit sind, imens han kærtegner og lammetæver begreberne Hygge, Politik, Kærlighed og Tro, og hverken skåner Gud, Fanden, dig, mig eller sig selv.

Serien hedder “100% Menneske”, præcis hvad Gordon kæmper for at være – det er han, kan man hævde, ikke den eneste, der gør, men Gordon har valgt at dele sin kamp med os andre. Hans liv er hans værk, og i hvert fald denne skribler rammes hårdt, på den gode måde.

Lidt lissom en ordentlig gang massage, der bliver ved med at ramme de punkter, hvor det gør allermest avav – men man har det sgu godt bagefter…

segordonitv.jpg

Rock on, G-man!
Jesper W.
– lover at vende tilbage til mit sædvanlige kyniske, materialistiske selv ASAP 🙂

– Og man kan…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 1/6 – 2006)

– også skrive til mig (info snabel-a grantschair dot dk), hvis man synes, der er noget der skal kommenteres på.

Jesper W., P.M.

Netværkets nye feature

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 1/6 – 2006)

Dette er en såkaldt “blog” (kort for “weblog”, som betyder net-dagbog). Den vil blive brugt til at docere og harcelere til højre og venstre, poste nyheder fra, og i, designmiljøet og Grant’s Chair – og der kan og må gerne kommenteres, det er en ren debat-udfordring.

Eftersom dette er det første, jeg skriver her, vil jeg nu klikke på “Save entry” for at se, om skidtet virker (det er Open Source – se forklaring: http://en.wikipedia.org/wiki/Open_source, så det virker nok bedre end købe-programmer).

Vi blogges!
Jesper W., P.M.