Buzzword-varsel: Oplevelses-alt-muligt

24. oktober, 2006

Jeg kan jo starte med at sige, at når jeg gør indvendinger mod Buzzwords, så er det ikke fordi jeg er modstander af nye begreber – det er fordi selve den type brug, der gør et begreb til Buzz udvander det. De ord, der ender som buzz er nye (eller i det mindste sammensat på en ny måde eller nye i sammenhængen) og det tillader at man fylder i dem, hvad man har lyst – og så kommer der som regel kun lidt kanel i, og masser af skidt, desværre.

I går var der endnu et event jeg ikke var med til (man vil have bemærket at det som regel ikke afholder mig fra at mene noget ;)), nemlig Zeitgeist 06. Begivenheden var arrangeret af WoCo og Horesta, så man kan måske gætte, at den handler om Tidsånden i København, og måske især hvor denne ånd skal bevæge sig hen, hvis der stadig skal være business for aktører under de to organisationer.
Kort sagt: Hvordan skal København brandes?

Sammendraget af ZG 06 i dagens Politiken fokuserer på, at det handler om oplevelse, og at man konkluderer at København skal ud i noget Oplevelsesbranding.
For det første: Duh! – selvfølgelig oplever folk der kommer til Kbh, vi oplever da alle sammen altid.
Det er med andre ord, og efter min subjektive mening, hult og intetsigende at tale om Kbh som oplevelsesby, eller i det hele taget at tale om Oplevelsesdesign, hvis man ikke samtidig taler om kontekst og intention.
For eksempel beskrives David McQuillen fra Credit Suisse som “chef for oplevelsesdesign” – men han er Vice President of Customer Experience, altså Kundeoplevelse, en lille men væsentlig distinktion: “Ahaaah, altså kundens oplevelse!” – det kan vi forholde os til, fordi vi ved hvad det vil sige at være kunde (det gjorde Credit Suisse’s ledelse så til gengæld overhovedet ikke, før David gennemførte sit fantastiske Immersion-program, men det er en anden historie).

For det andet: Branding – endnu et begreb vi ikke helt har greb om. Vi tror, vi ved hvad branding er, men lad os lige huske, at ordet også betyder brændemærkning. Et brændemærke viser hvor man hører til, det er ret ubehageligt og ikke sådan at slippe af med…
Men lad os bare sige, at det er godt at have et Brand – kan man så brande København (eller en opvaskemaskine, for den sags skyld) på Oplevelse?

Det kan man helt sikkert godt.
Men det er helt vildt vigtigt, at man gør sig kontekst og intention klart – ellers risikerer man i bedste fald at skyde ud i luften, i værste fald i foden.
Som sagt oplever man altid, nogle oplevelser er fede, andre er lidt mere øfferen, men oplevet bliver der. Lad os derfor – bare for en god ordens skyld – understrege, at det vi mener er Gode Oplevelser, ik’?
Det er så nu, vi bevæger os ud, hvor grunden allerede sættes i blidt gyngende bevægelse.
Det gør den, fordi vi netop taler om Oplevelse – man kan ikke kommunikere sig til en oplevelse, faktisk har vi (d.v.s. folk, der beskæftiger sig med at forske i den slags – dér er jeg kun med på en kigger) yderst ringe greb om, hvordan vi oplever.
Ikke desto mindre véd vi, at vi oplever, og vi véd, at det betyder enormt meget for os hvad vi oplever.

Man kan ikke overtale nogen til at have en god oplevelse.

Min by…

Ønsker man at designe eller brande på oplevelse, så må man bloody well hellere være ærlig og ægte, for “opleveren” er ikke sådan at rende om hjørner med.
I virkeligheden er vi jo blevet lokket med gode oplevelser længe, og vi kender det godt: ” – det så sgudda meget federe ud i brochuren!”.
Det betyder ikke, at alle oplevelser partout skal handle om feng shui, wellness og åndelig dybde, man skal bare ikke påstå ting, man ikke kan stå 100% inde for – den bedste måde at give andre en god oplevelse på, er ved selv at have det godt med det, man formidler, hvad det så er.

Med hensyn til København: Det er ikke WoCo eller Horesta, der skal tage imod gæster og turister, det er københavnerne – det vil også sige dem, der arbejder for disse entiteter, men også alle os andre.
Hvis vi gerne vil give vores gæster en God Oplevelse her i København, så skal der ikke først og fremmest brandes udadtil. Det, der vil virke i både længde, bredde og dybde, er at vi, der bor og arbejder i byen (uanset om det er i turisteriet eller ej) elsker den, er stolte af den, bruger den, har det godt i den og med glæde viser den frem, når vi får besøg.
Dét billede kan vi så fortælle udad – og da vil billedet være sandt, og ikke bare et brand.

Jesper W.
it’s what i do

Reklamer

Hvor farligt er det…?

23. oktober, 2006

Det er vist ikke nogen hemmelighed at jeg er glad for at blogge, og maile, og alt muligt andet man kan i den teknologi-gennemsyrede verden (som det sidste har jeg sluttet mig til et par millioner andre og oprettet et MySpace :)).
Jeg har 7-8 mailadresser, tre blogs ud over denne, to-tre websites – og selvfølgelig også mobiltelefon, og der er stadig noget der hedder sneglepost, og elsker i øvrigt TV, i alt omkring 15 korridorer, fyldt med information, der buldrer ind i min privatsfære.

I går snakkede jeg med en af mine rare bartendere på stamcaféen (Props i Blågårdsgade – et besøg værd i øvrigt), som bevidst forsøger at gå den modsatte vej – han har, mere eller mindre nødtvungent, telefon og mail, men overvejer at afskaffe sit nyanskaffede TV og bevæge sig væk fra denne fragmenterede strøm af data, der dels vælter ind, dels – i mange af de nævnte tilfælde – kræver feedback og reaktioner.
Mindre bit, mere Simple Living.

For nyligt blandede jeg mig i en diskussion om emnet på Kommunikationsforum – det jeg prøver at hinte mod her er, at der er gang i den på dét område, og det gælder såvel antallet og beskaffenheden af kanaler som debatten derom.

Hvor slemt er det så, spørger jeg…?
Hvor stresset bliver man af dette noget, og hvorfor?

Man bliver meget, meget stresset, siges det – og det er undersøgt. Sært nok bliver taberne, ud over os selv, åbenbart vores nærmeste, fordi vi (fy-da-føj!) har nemmere ved at overhøre en forsømt ægtefælle eller et overset barn end en ringende mobiltelefon.
Hvor mange af os har ikke prøvet at afbryde en god, måske ligefrem vigtig, samtale med ” – jeg bliver nødt til at tage denneher…”?

Help

I nævnte diskussion på K-forum hævder jeg, at vi vil kommunikere, og at det er en følge af dét, der får os til at udvikle og benytte stadig flere kanaler – email er således sidste (?) skud fra den samme rod som gav os talesprog.
Talesproget kan jo også stresse, uanset om det passerer gennem en elektronisk dims eller ej, det husker man måske?

OK, så er du vist ved at have fået nok – hvor vil fyren her hen med dette rant?
– jjoooøøhh, jeg ved ikke om jeg ligefrem vil vove at konkludere noget for alvor, men jeg har en pointe (ud over min trang til at meddele mig):

Det drejer sig om at vælge.
Hvis ikke vi moderne mennesker på nuværende tidspunkt har vænnet os til at blive afkrævet stillingtagen, reaktion og handlen, hver gang vi drejer om et hjørne, så er det – med fremkomsten af stadig flere, nu teknologiske, hjørner at dreje om – godt nok ved at være på tide.

Vi bør ikke kræve vores frihed i form af færre valg, frihed fra at skulle vælge – hellere udøve den, ved af og til ikke at tage telefonen.
Uanset hvor højt den ringer.

Jeg betragter enhver kommunikationskanal som et aktiv – et neutralt ét, som vi kan fylde i, hvad vi synes andre skal kunne få ud af det.

Det er jo også nærmest en art definition af, hvad det er at være (moderne) menneske: At vi kommunikerer, og vælger…eller hür?

Jesper W.
– hvor eksistentiel kan man være!?

At få høvl med en camcorder

17. oktober, 2006

OK, dette vil man måske synes er lidt “off topic”, men jeg – og jeg er PM, så-eh….

I morgen aften, d.v.s. onsdag d. 18/10, klokken 23.00 på DR-2, sendes det første af fire programmer af og med Gordon Inc (Du husker ham måske fra Øksnehallen for et par år siden, hvor han udstillede sig selv nøgen i en montre).
Det skal du se, for det er ikke TV som vi er vant til det – jeg mener det, du skal se det.
Se det.
Er du med?

Hver af de i alt fire udsendelser varer 25 minutter, og er – uden jeg hermed vil afsløre for meget – en tour de force fra denne hudløse digter og spoken word-artist, der hamrer Gordons Verden uden filter lige i dit ansigt og dit sind, imens han kærtegner og lammetæver begreberne Hygge, Politik, Kærlighed og Tro, og hverken skåner Gud, Fanden, dig, mig eller sig selv.

Serien hedder “100% Menneske”, præcis hvad Gordon kæmper for at være – det er han, kan man hævde, ikke den eneste, der gør, men Gordon har valgt at dele sin kamp med os andre. Hans liv er hans værk, og i hvert fald denne skribler rammes hårdt, på den gode måde.

Lidt lissom en ordentlig gang massage, der bliver ved med at ramme de punkter, hvor det gør allermest avav – men man har det sgu godt bagefter…

segordonitv.jpg

Rock on, G-man!
Jesper W.
– lover at vende tilbage til mit sædvanlige kyniske, materialistiske selv ASAP 🙂

“Content is King” vs. gratisaviser

13. oktober, 2006

I forbindelse med de netop overståede “New Media Days” (som jeg desværre ikke deltog i, men har læst om både her og hisset) blev der talt om dette begreb for fremtidens – endda i nogen grad nutidens – medier, at det er Indholdet, der er Konge.
Vi er, som brugere, ligeglade med hvem der er afsender, i hvilket medie, der afsendes, og hvor pænt det ser ud – vi interesserer os for at få det indhold, vi vil have og/eller har brug for.
Udtrykket er vist oprindeligt ment som en art succes-kriterium for internet-sites, men breder sig, fordi formidling i allerhøjeste gear vælter ind over internettet – man kan ikke regne med at kunne formidle noget som helst, hvis man ikke også bruger www.

I Danmark har vi aviskrig, siges det. Denne krigs sagesløse ofre er, hvert fald tilsyneladende, de stakler, der skal rydde op på gaderne efter 7 (syv!) gratis publikationer om dagen – men det er en anden diskussion.
Jeg nævner det, fordi særligt Politikens reaktion minder om “Content is King”-tænkning: Fordi alle og enhver kan få nyheder serveret gratis flere gange om dagen (det kan være endog særdeles vanskeligt at slippe for, faktisk), vil Pol ikke konkurrere på dét marked, men vælger i stedet en anden type indhold, nemlig dybde, baggrund og debat. Siger de. og det lyder jo godt nok, og som snedig hvad-er-vores-eksistensberettigelse-strategi.

Men nu de hersens nyheder – prøv lige engang, bare en enkelt dag, at bladre et udvalg af gratis-aviserne igennem, lyt til et par radioaviser (på forskellige kanaler) og tjek et par online-nyhedstjenester af den generelle slags.
Er det bare mig, eller formidler alle disse uoverskueligt mange medier de samme fem nyheder dagen igennem? – mange endda med præcis den samme ordlyd?

Fair nok, hvis du kan pege på, at jeg tager fejl – men hvis jeg skulle være kommet for skade at have ret (stranger things have happened, like that horse becoming pope…), så er Indhold ikke Kongen.
Hvis det forholder sig sådan, så er det – i hvert fald på dette område – meget vigtigere at sige, man formidler nyheder, og drive et nyhedsmedie, end det er at tilbyde reelt nyheds-indhold , nu også med journalistisk arbejde bag.
Ellers kunne det nemlig ikke betale sig at drive alle disse gratis aviser, og enhver avis-business-koncern ville holde sig langt væk.

Hvis jeg har ret, så er Formen, ikke Indholdet, konge, og det er ikke så godt.
Jeg burde synes det er fint; mit job bliver nemmere af, at jeg, som det enormt kreative menneske jeg er, ikke behøver at stå til ansvar for, hvorfor jeg skaber som jeg gør, men bare kan slå ud med armen og sige “fordi!”, og skride ud ad døren i en sky af kunstnerisk alfestøv.

Alligevel kan jeg ikke rigtigt støtte princippet, for jeg synes, vi bliver for nemme at tage røven på, hvis det er indpakningen, det pålydende budskab, vi falder for.

Men det bliver supernemt at købe julegaver – jeg skal bare have noget rigtig lækkert papir, eller nogle gaveæsker måske…jeg tænker noget i guld…

Mere om begreber, og hvad de – måske – betyder, følger i senere afsnit, har jeg på fornemmelsen…

Jesper W.
– will the real king please stand up!?

Nyt look, ny software

12. oktober, 2006

Håndtegn-dér!

(primus motor ser sig forundret om i sine nye omgivelser…)

Nærværende blog (nogen vil endda sige særdeles nærværende) er vi glade for – vi vil beholde den og bruge den.
Ikk’os’?

Desværre var den nær ved at blive kørt i sænk, af en – tidligere omtalt – lind strøm af idiotiske spam-postings, og senest af et decideret tæppebombardement af samme, der over en enkelt weekend berigede arkiverne med mere end 400 uvelkomne tilbud om gambling og større penis’er.

Nu – har PM så valgt at forsøge at adressere problemet med en ny blog-rygrad, det såkaldte WordPress – og pænt ser det jo ud, af en standardskabelon at være.
Dette skift er også forklaringen på, at alle gamle poster (som jeg har overført m. håndkraft) nu pludselig har samme post-dato – den rette dato står i teksten.

Der er også kommet en fin lille sidebar med no’en små links, kig på dem. Klik på dem.

/farveller
Jesper W.
naivt håbende, at alt nu er godt 🙂

Nu siger du godt nok ISO…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 4/10 – 2006)

Bloggeren her var i dag til stede under (noget af) DDC’s DESIGN:bar – et koncept der fremlægges som af netværkskarakter, men blot er et foredrag lige som alle andre. Denne dags foredrag afholdtes primært af Claus Gramstrup fra Gramstrup Design og handlede om Design:ISO certificeringen.

Her følger min udlægning, dels af arrangementet, dels dens emne…

Arrangementet først: – DESIGN:bar er skabt af de fagligt engagerede folk bag LinkUP (se også vores link-departement) som et initiativ til networking blandt designere. En fremragende og tiltrængt ide, som DDC siden har overtaget og fjernet alt netværks-orientering fra, desværre.

Jeg er ked af at måtte pege på, at DDC ikke helt tager arrangementet alvorligt; det fandt sted i centrets cafe, mens besøgende sværmede om os, og et andet arrangement på etagen ovenover fyldte vores ører med summen af stemmer – uformelt, vil man måske sige, men det underminerede den lavmælte Claus Gramstrup noget.

Emnet var som nævnt DESIGN:ISO – ISO er et internationalt system til certificering af standardiserede processer og findes inden for mange fagområder, og nu altså også design. Det er DDC, i samarbejde med bl.a. Danske Designere og Erhvervs- og Boligstyrelsen, der har stået for at få systemet implementeret i den danske designbranche, hvor indtil videre 8-9 virksomheder har opnået certifikat, og lige så mange arbejder på det.
Formålet med denne øvelse kan man læse om på DDC’s website – kort sagt handler det om at kunne dokumentere, at man kan levere varen.

Gramstrup er tydeligvis meget tilfreds med at have opnået ISO-certificering, det har stor betydning for virksomhedens bundlinie – alt tyder faktisk på, at det fungerer efter hensigten.

Der er bare et aberdabei: – systemet henvender sig til virksomheder med ledelse, ansatte, leverandører osv., og ikke mindst med overskud til at afsætte omkring 300 timer over et år til implementering af retningslinierne i en ifølge Gramstrup ganske omfattende manual.
Det forekommer mig, at andelen af danske designvirksomheder, der befinder sig i dén kategori, er til at overskue – ifølge Vækstfonden er der kun 15 designvirksomheder i Danmark med mere end 20 ansatte, og omkring 80% er enkeltmandsvirksomheder.

Drivkraften bag DESIGN:ISO, set fra DDC et al’s hjørne, er at professionalisere designbranchen, og det er der helt sikkert brug for – men talemåden “..at skyde gråspurve med exocetmissiler…” ligger lige på tungen.
Ruten fra enkeltmandsvirksomheder, der kæmper en tilsyneladende ulige kamp for overhovedet at have et eksistensgrundlag, til den omfattende proces det er at blive ISO-certificeret, kan kun kaldes et mega-kvantespring, og et, som disse ca 80% af danske, professionelle designere ikke på nogen måde kan forventes at engagere sig i.
Vi arbejder sgu for at få salt til et æg, og gevinsten ved at gennemgå sådan et hestearbejde (og det er det, hvis man er alene om det) er rent hypotetisk.

Vi, der lever vores professionelle liv i branchen design, bør respektere vores officielle organers vilje til at løfte os op i højere, kommercielle luftlag – men vi må også insistere på, at de tiltag, der gøres, har en rimelig relation til vores hverdag. De små firmaer er ikke bare branchens vækstlag, det er også dens flertal, og derfor bør deres forhold tages seriøst i betragtning.

Det synes jeg ikke, dette tiltag gør, og kan kun håbe, at man ikke har forbrugt alt for mange ressourcer på det, al den stund resultatet faktisk henvender sig til virksomheder, der allerede klarer sig fint.
Det er ørkenen, der trænger til vand, ikke oaserne…for nu at metaforisere (jeg har brugt en vand-metafor før, men det bliver den jo ikke ringere af).

MEN! – det er altså også i høj grad vores eget ansvar; jeg har stor lyst til at tage fat på at finde ud af, hvorfor sytten vi, i branchen i almindelighed og vækstlaget i særdeleshed, har så liden en lyst til at udtale os om det at være designer…

Jesper W.
coming at-yah!

Føj for den…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 20/9 – 2006)

– Undertegnede har i dag, under en samtale om det emne, du kan læse om i posten herunder, konstateret følgende, nederen-agtige faktum:

Danske designere (ingen navne, tak) vil hellere til tandlægen end føre dialog om designbranchens fremtid…

Ugh, og ak.
;o)

Jesper W.
– godt man har gebis

Skal vi slås!?

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 17/9 – 2006)

Følgende tekst er fra Grant’s Chairs message board, som man som medlem har adgang til – undertegnedes oplæg til noget debattering…
( – registrer dig på medlems-siden, så kan du også være med, og få adgang til Files-området)

Fakta om designbranchen:
– Gennemsnitslønnen for en designer er 157.000,- om året
– arbejdsløsheden blandt designere er 50%
– Kun 15 danske designvirksomheder (under 1%) har mere end 20 ansatte
– 95% af design-virksomhederne i Danmark er enkeltmandsvirksomheder
(kilde: Vækstfonden, analyse omtalt i “Venture” nr. 18 – kan downloades fra dette site’s Files-område. Jeg anbefaler at læse det, og der må gerne råbes imens…)

Det er røvsyge tal – der i øvrigt gælder for kreative professionelle over en særdeles bred kam, i og med differentieringen i de kreative erhverv i Danmark er meget ringe.

Konklusionen, min såvel som Vækstfondens, og andres i øvrigt, er at der ikke er særlig god forretning i Dansk Design, uagtet det generelt opfattes som et stærkt brand.
Design er en decideret svag branche – og vi her i Grant’s Chair bør påtage os et medansvar for at gøre den stærkere, simpelthen fordi vi, i en vis grad og ganske uformelt, er en gruppe af kreative professionelle.
Bør vi ikke?

Vi kan jo starte med at diskutere det med hinanden – ikke for at blive enige om, “- hvad design er” eller sådan noget, men netop for at sætte os selv, og vores forskellighed, på dagsordenen.
Hvad kunne du tænke dig at sige til en gruppe kolleger, hvis du får ordet? – eller til en gruppe erhvervsfolk/investorer?

Ved at ligge passivt og homogent samlede under stemplet “Danske Designere” placerer vi os i et konkurrent-forhold til hinanden, der ikke er reelt, fordi vi er og arbejder forskelligt.
Eller hvad…?

(det er ikke det rene fis, detteher – hvis vi selv griber fat om vores fags fremtid, så er der penge i lortet!)

Mvh
Jesper W.

Kløvermarken revisited

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 15/9 – 2006)

Kløvermarken, ja….av for den!

Altså – som man kan se af min tidligere post (“Driveby underskriftsindsamling”) har jeg ikke involveret mig meget i diskussionen, men det gør jeg altså nu.

Bjarke Ingels Group om projektet
Projektets modstandere

Disse websites præsenterer hver deres side af sagen, og så kan man ellers f.eks. søge på “kløvermarken” på http://www.politiken.dk, eller starte her, på wikipedia – eller hvad man nu vil.
Det står enhver frit for at tage stilling, og det har denne Primus Motor også gjort:
Jeg støtter Kløvermarken-projektet, og det gør jeg af flere grunde.

– For det første appellerer det storladne i karéen til mig, BIG lægger f.eks. ikke skjul på, at der er visuelle paralleller til Den Kinesiske Mur. Det er der da format i.

– For det andet er København en by i vækst (DUH?), og folk skal altså bo et eller andet sted. Vi kan godt blive ved at bygge ækle skotøjsæsker i randområderne, men det vil sgu pynte på byen, at også de indre byzoner udvikler sig og giver plads til nye beboere.

– For det tredie, og dette har udløst min støtte-erklæring, så finder jeg modstanden så decideret kontra-visionær, smalsporet og offer-agtig, at jeg sidder og krummer tæer.
Selv efter BIGs revision af planen i august, der specifikt adresserer de fleste af anti-gruppens bekymringer og præsenterer ændringer i projektet for at tilgodese dem, fortsætter man med en usvækket modstand, og uden at gå ind i dialogen.
Argumenterne er noget med, at nok siger man fra BIGs side, at man vil dette og hint, men sådan bliver det jo nok ikke – den form for argumentation er konspirations-agtig og uholdbar og bør ikke retfærdiggøre at man bremser visioner. Man bør i stedet kommunikere og få mest muligt ud af visionerne, for alle parter.

Der sker i hvert fald ikke noget som fucking helst nyt, hvis den slags holdninger får lov at sejre – hverken i Kløvermarken eller nogen andre steder…

Jesper W.
“hvor er mine snabelsko?”

Eurogel fortsat

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 12/9 – 2006)

Sidste nyt fra The Brain:
– har du stadig lidt svært ved at finde ud af, hvad dette Gel er for noget (det er heller ikke sådan at sætte en finger på) så besøg disse sites, hvor andre gæster fortæller lidt om deres oplevelser:
Fatdux – Eric Reiss
Learninglaboratory – Annette Kramer
Andrew’s blog – Andrew Ferrier

Der er også andre interessante aspekter etc. at finde via sådan nogle sites som disse – det er vist et aspekt af det, der kaldes “internettet 2.0″…mere herom (sandsynligvis) i senere poster.

Jesper W.
Indian Summer, anyone?

Er eurogel ved at synke ind…

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 7/9 – 2006)

Tjah, joeh, ja det er det vel.
(for dem der var til stede – og andre, der er interesserede: Gene Driskells fotos fra Eurogel er kommet på Flickr og kan ses her: http://tinyurl.com/njgej)

Det var en superfed oplevelse at deltage, jeg kan ikke noksom anbefale, at man tilmelder sig Mark Hurst’s nyhedsbrev på http://www.goodexperience.com – ikke bare er der gode cases og historier i (samt noget fis og sjov også), men man kan således også få at vide, hvornår Eurogel 2007 (forhåbentlig) finder sted…

Vi havde jo CoffeeShop i går, og jeg ævlede vildt gestikulerene om gel og forsøgte at formidle noget af oplevelsen. Naturligt nok fik det os til at tale om, hvorfor sådan noget er godt – altså, en emnemæssigt bred konference, upræcis kunne man sige, der “bare” handler om Gode Oplevelser?

Hvad er det med det hersens “experience”? Et ord, der dukker op overalt, særligt da i engelsksproget reklame-ævl, men hvorfor det?
– og hvad er “good”? Hvad er det Godes natur?

Eurogel gav mig oplevelsen af, at det, der bandt de forskellige talere – og musikerne – sammen, var at de havde noget på hjerte. Det, de sagde eller spillede, var betydningsfuldt for dem, lige som når man simpelthen bare MÅ have fat i sin bedste ven og sige “Nu skal du godt nok høre…!”
Det blev betydningsfuldt for os, fordi disse mennesker, gennem mentalt og emotionelt arbejde, havde gjort sig klart, at det betød noget for dem.

Vi mennesker bindes ikke bare uden videre sammen af oplevelser, men vi bindes sammen af dem, hvis de er betydningsfulde for os. Og vi kan låne eller forære hinanden betydningsfuldhed.

Jesper W.
jeg kan mærke mine øøøøører….

Eurogel 2006 – read it and weep!

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 2/9 – 2006)

Kl. er tre, nat mellem fredag og lørdag, denne blogger er netop hjemvendt efter Eurogel 2006 i den Sorte Diamant – og jeg har ondt af alle Jer, der ikke var der.
Jeg kaster armene op for Mark Hurst og alle på gel-holdet og takker varmt for at de har bragt dette eminente event til København, i håbet om at se flere gel-konferencer her.
En hel dag, så fuld af inspiration, engagement, glæde og GOOD EXPERIENCE BIGTIME, my cup runeth over.

Tro mig, der kommer mere herom – Stay tuned, why don’t you…

Jesper W.
træt, men lykkelig gel’er

Driveby underskrifts-indsamling

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 23/8 – 2006)

Jeg kan ikke li’ at blande mig.
Eller…
OK, jeg kan rigtig godt li’ at blande mig.

Så nu stikker jeg min drüpnäse frem, med fare for at få den i klämme:
Hvornår var det lige, at det blev besluttet, at den der råber højest har ret? – og hvornår blev “Det kan du selv være!” et acceptabelt argument for noget som helst?
Denne spørgetrang er udløst af debatten omkring Kløvermarken-projektet (lige nu, men det kunne vist have været mange andre ting, der gjorde udslaget), et emne jeg i øvrigt stort set har undgået, undtagen for at sige, jeg synes det ser fedt ud, og jeg synes de involverede parter skulle prøve at tale om det, og se om ikke alle – også karéens fremtidige beboere – kunne blive glade.

Men sådan gør vi ikke i den danske debat-klima, åbenbart. I stedet samler vi underskrifter. Jo-men, en underskrift-indsamling (herefter kaldet UI) er da et demokratisk redskab, ik’? Gennem en UI kan såvel ge- som almene borgere udtrykke sig omkring sager, der normalt ligger uden for deres rækkevidde, ik’?
Jo – eller, nej, i hvert fald ikke hvis man degenerer begrebet UI til en pisse-konkurrence eller en min-er-større-end-din-sammenligning, eller dunker hinanden oven i alpehuen med Bantex-ringbind fyldt med Hansen’er og Jensen’er.
OK, så der er mange, der støtter den af BIG initierede UI, og der er også mange, der støtter den af kolonihaverne lancerede – kan vi så ikke bare konstatere, at begge sider har mange støtter, så begge sider må have en relevant sag? – og så derfra tage en nogenlunde anstændig debat-agtig samtale?

Fodnote: Arkitekter er normalt ikke onde, onde mænd, der forsøger at trække skumle tiltag ned over hovedet på sagesløse kvinder og børn – og det er BIG heller ikke. Det er et firma, der brænder igennem med, hvad de selv synes er supergode ideer, og man kunne jo prøve at vise lidt respekt for deres indsats, selv hvis man er uenig, og lægge samme indsats og alvor i sin modstand, som de har lagt i deres forslag.

Der er altså også forskel på, om man sidder blandt venner og harcelerer i vildskab over et eller andet, og så en offentlig udladning – jeg indrømmer gerne, at der, i venners lag, uddeles verbale nakkedrag til både højre og venstre, men ude i samfundet kan vi da godt prøve at holde os nogenlunde på måtten…

Fodnote II: Det er almindeligvis ikke sådan, at folk, der ikke mener det samme som en selv, er dumme, grimme, maliciøse eller småt begavede. For det meste mener de bare noget andet…

Jesper W.
Primus Motor og formand for tal-så-for-satan-ordentligt-til-og-om-hinanden-bevægelsen

Designeren – MacGyver på egotrip

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 17/7 – 2006)

Jeg er mega-gammel. En af dem fra gamle dage, ligesom den ultra-corny serie “MacGyver” (som interesserede nostalgikere kan se på norsk TV nu om dage) – og manner, han er snedig. Det er ham dér, som kan redde verden med en papirclips, en rulle gaffatape og en hårdt opvreden nylonstrømpe.

Vi, det 21. århundredes topmoderne designere, har noget at lære af go’e, gamle Angus MacGyver: Lige som ham er vi sådan nogle, der skal være i stand til at løse uventede problemer ved hjælp af vores kreativitet og snedighed, samt de forhåndenværende midler.
For os er problemet ikke at redde en uddøende kultur i Centralamerika fra skrupelløse skurkagtige typer (i hvert fald ikke så tit) – og midlerne er oftere personer og/eller produktionsmidler end gaffatape, snørebånd og afløbsrens.

Men alligevel: Er vi hjemme i vores vokabularium af kreative værktøjer, og er vi parate til at tage imod de uventede problemer i vores opgaver, eller de uventede opgaver vi stilles eller stiller os selv – så er der lidt MacGyver i os.

– og Mac klarer den jo altid.

:o)
Jesper W.
“I’m melting…”

En verden af spader!

12. oktober, 2006

(oprindeligt postet d. 7/7 – 2006)

Du befinder dig lige nu på det såkaldte Internet, World Wide Web, det frie cyberspace der er demokratisk åbent for alle (at der så er no’en, der vil dele det i A- og B-hold, lader jeg ligge i denne omgang).

Det er den største innovation inden for den tekniske side af kommunikation, siden A. G. Bell råbte “Kom og hjælp mig, Watson!” ind i sin senere-navngivne telefon – der argumenteres endda for, at dette medie har et medansvar, når folk under mere eller mindre undertrykkende regimer nu kan få viden og støtte fra mennesker i lande, de aldrig ville kunne besøge eller henvende sig til ad analog vej.
Email sætter os i stand til at konversere hyggeligt (og billigt) med den dér flinke fyr, man mødte i Tibet, eller skrive direkte til statsministeren – eller tante Elvira.
Kort sagt: Internettet styrer for vildt!

MEN! – der sidder en masse røvhuller rundt om i verden, som ser det som deres personlige mission at fucke dette medie mest muligt op, nedbryde tilliden til det og se til, at ethvert spor af interessant kommunikation drukner i bølger af pis, papir og det der er værre.
Om de så er for vindings skyld, for sjov eller for at sende deres eget budskab er sådan set ligegyldigt – vores frie kommunikation undermineres af, at kun en ud af 20 mails (her hos mig, hos andre er det sikkert værre) rent faktisk er stilet til mig med et formål, resten er bæ og bræk og stupide indlæg, der kun med den allermest elastiske fortolkning af begrebet kan kaldes reklamer.

Den anfægtes af, at vores åbne kanaler – chat, forumer, selv blogs som denne – beskydes af webcrawler’ens onde fætre, små progammer, der sendes rundt på nettet, ikke for at høste mailadresser (hvad der ellers er irriterende nok), men for af sig selv at poste små, latterlige links eller tekststumper overalt, hvor der er en formular til det.
Forestil dig denne situation: Du er til en eller anden art selskab, mange mennesker står og sidder og taler sammen om alt det, mennesker nu snakker sammen om, og har det godt med al den skægge, interessante, uformelle kommunikation – og så invaderes festen pludselig af en horde maskerede personer, som omringer hver eneste talende gruppe, i stort overtal, og bare står og siger “blitittitritiri.” – “mangomangomangoog-tapangwwwwww.” og andre meningsløse lyde ind i samtalen. Sådan fungerer det. Og al samtale forstummer ret hurtigt.

Jeg holder blog’en åben alligevel, og luger ud i ævl og bævl og pladder manuelt – men jeg er sgu sur over, at det, der er mit oplæg til at skyde på mig og mine udgydelser (kald mig gerne en idiot, hvis du vil, bare det er mig, du taler til) eller få noget ud af dem, måske, forurenes af spam og spildtid.

Til alle jer, der skriver og udsender programmerne: Gid jeres røv må klø, og jeres arme være for korte til at nå.

Jesper W.
– “I can’t unclench my forehead!”